Med købet af de resterende 41 pct. af Chrysler, bliver Fiat verdens 7. største bilproducent. Fusionen vil sætte fart i udviklingen af nye Fiat, Chrysler, Alfa, Lancia og Jeep modeller.
”Et genialt træk.” Sådan lyder den uforbeholdne ros til Fiat efter at det italienske bilmærke har offentliggjort beslutningen om at overtage de resterende 41 pct. af det amerikanske bilmærke Chrysler.
Det er den italienske professor Giuseppe Berta, der har skrevet flere bøger om Fiat, der deler roser ud. Han kalder Fiats fuldstændige overtagelse af Chrysler et ”mesterligt træk” af Fiat-chef Sergio Marchionne. Siden 2004 har Marchionne ledt efter en alliancepartner, der kunne løfte Fiat op i bilproducenternes superliga. Med overtagelsen af Chrysler bliver den italiensk-amerikanske alliance verdens 7. største bilproducent.
Aktiemarkedet ser lige så positivt på nyheden som professor Berta. Tidligere i dag sendte nyheden Fiat-aktien på himmelflugt. Der er da også flere indlysende fordele ved Marchionnes skaktræk: De sidste 41 pct. af Chrysler var nemlig ejet af de amerikanske bilarbejderes pensionskasse, der modtager i alt 6,45 mia. dollars (godt 35 mia. danske kr.) for at slippe deres Chrysler-aktier. Dermed er bilarbejderes fagforening formentlig helt med på planerne om en reel fusion af de to bilmærker, hvilket gør det lettere at udnytte stordriftsfordelene og giver den transatlantiske alliance et stærkt fodfæste både i USA, Europa og Sydamerika.
Forskellige biler med samme teknik
For bilkøberne betyder det, at Sergio Marchionne nu kan sætte fart i udviklingen af biler til flere verdensdele, der benytter samme teknik. Siden han købte de første Chrysler-aktier i 2009, har samarbejdet begrænset sig til at sætte Fiat og Lancia-logo’er på Chrysler-modeller som 300C, Voyager og (Dodge) Journey. Fremover bliver der tale om fælles udvikling af biler i stil med VW-gruppen, der f.eks. laver Skoda, Audi og Seat-udgaver af VW Golf. Første eksempel hos Fiat Chrysler er den italienske Alfa Giulietta, der i 2012 blev lanceret i USA som Dodge Dart i et typisk amerikansk design, men med italiensk teknik.
Den nye koncern får masser af stumper og navneskilte at lege med. Fiat-gruppen råder over mærkerne Fiat, Alfa, Lancia, Maserati og Ferrari, mens amerikanerne bringer mærkerne Chrysler, Dodge og Jeep med til bordet.
For Sergio Marchionne og Fiat giver det et væld af fordele og muligheder som f.eks.:
- Adgang til det enorme amerikanske marked, hvor Fiat allerede har succes med at sælge den lille 500.
- Omvendt er Chrysler og Jeep eksperter i større biler og SUV’er – to biltyper som Fiat ikke er stærke i.
- Mulighed for endelig at få økonomi i det skrantende Alfa Romeo-mærke: Dels med adgang til det amerikanske marked, dels med fælles udvikling.