Første elbil fra Ferrari skal sælges på auktion

Startskuddet på Ferrari Luce, mærkets første elbil, lyder på en auktion i Californien. For en usædvanlig bil kræver en usædvanlig start.

Luce – lys – tåler ikke sammenligning med noget som helst andet, som den italienske superbilproducent nogensinde har skabt. For det første er den fuldblods elektrisk, dernæst er den en fempersoners hatchback, og bag designet står en temmelig usædvanlig konstellation af mennesker – de tidligere Apple-designere Marc Newson og Sir Jony Ive, som har udtænkt udseendet på vores iPhone og iPad. 

Introduktionen af en usædvanlig bil skal selvfølgelig være så opsigtsvækkende som muligt. Derfor bliver den allerførste Luce med chassisnummer 0 sat på auktion ved Monterey Car Week i næste måned. 

Den eksklusive festival tiltrækker hvert år ekstremt sjældne og særdeles kostbare biler fra hele verden, og derfor må man forvente, at der står nogle velbeslåede entusiaster klar med platinkortene, når auktionen går i gang.

En uforglemmelig mulighed

Det internationale auktionshus Sotheby’s skal facilitere auktionen og kalder dét at skulle forestå salget af den første produktionsmodel af Ferrari Luce en “uforglemmelig mulighed”.

Auktionshuset anslår på sin hjemmeside, at bilen i hvert fald vil kunne indbringe 1,1 mio. dollar (7,2 mio. kroner). Vil man købe en Luce hos sin lokale Ferrari-forhandler i USA, er prisen 640.000 dollar (ca. 4,2 mio. kr.). Så mon ikke auktionsprisen på Luce med chassisnummer 0 sniger sig et pænt stykke forbi 1,1 mio. dollar.

Enhver Ferrari Luce vil kunne specialdesignes og skræddersyes præcis efter køberens ønske, og Chassis 0 har været en tur gennem programmet Ferrari Tailor Made, der har arbejdet tæt sammen med Ferraris Design Studio for at kreere en helt særlig elbil.

En powerbank af rang

Da Luce er en elbil, har de to tidligere Apple-designere haft et solidt spillerum til at skabe noget helt nyt. Fronten er kort, da der ikke behøver være plads til en 12-cylindret benzinmotor under hjelmen. Men bilen er lang – 503 centimeter – med plads til fem voksne og et bagagerum på knap 600 liter. Dermed er Luce den største Ferrari nogensinde.

Den stejlende hingst garanterer Ferrari-fuldblod, og det lysende føl er naturligvis en powerbank af dimensioner. Batteriet er på 112 kWh, og takket være 800 volts-teknologi kan den lades med op til 350 kW. Rækkevidden er 530 kilometer.

Dens fire elmotorer yder i alt 772 kW (1.050 hk), så om ikke med lysets hastighed så dog ganske kvikt, kan Luce katapulteres fra stilstand til 100 km/t på 2,5 sekunder. Tophastigheden er 310 km/t.

Pengene doneres

Købesummen fra auktionen den 15. august ved Monterey Car Week vil i øvrigt blive doneret til The Ferrari Foundation, en non-profit organisation, der forsker i sygdommen transversel myelitis. 

Sygdommen er en sjælden tilstand, hvor immunforsvaret angriber rygmarven. Transversel myelitis forekommer bl.a. som en del af multipel sclerose, men ses også som en selvstændig diagnose.

mortenkjeldsen2019@gmail.com

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here