Første kinesiske provins forbyder fossilbiler

Fra 2030 er det slut med at køre i biler med forbrændingsmotorer for de 10 millioner indbyggere i den kinesiske provins Hainan.

Hainan bliver den første provins i Kina, der tager konsekvensen af landets omstilling til elbiler og forbyder salg af fossilbiler fra 2030.

Hainan, der også er en 35.000 kvadratkilometer stor ø, huser 10 millioner indbyggere, der nu kan se frem til en fremtid uden fossilbiler på vejene.

Forbuddet indgår i en ny 15-års plan for Hainan, der skal gøre provinsen til pionér inden for omstilling af transportsektoren og et mere bæredygtigt samfund. Det skriver carnewschina.

Elbiler dækker hele øen

Som en ø, der er omkranset af den 613 kilometer lange vej G98, vil langt de fleste bilister kunne komme rundt på det meste af øen i elbiler uden opladninger undervejs. En del af planen er dog ikke overraskende at udbygge infrastrukturen, så det bliver nemt at køre elbil i Hainan-provinsen.

Tidligere i år blev vedvarende energi også øens primære energikilder. Elbiler er derfor oplagte til at udnytte den lokale elproduktion fra især vindmøller og solceller. 

2,5 elbiler per lader

Hainan er i forvejen den provins i Kina, hvor elbiler er slået mest igennem og har i dag Kinas næststørste bestand af elbiler fordelt på regioner.

Omstillingen er dog ikke uden udfordringer. Som en ø placeret i den ene ende af Kinas sydligste elnet, har Hainan historisk kæmpet med energi-afhængighed og høje elpriser. Alt bliver dog sat ind på at skaffe både strøm og ladere nok til de mange elbiler: Målet er, at højst 2,5 elbiler skal deles om hver lader. Samtidig skal energiproduktionen fordobles med endnu mere vedvarende energi og atomkraft.

Minder om Danmark

Målsætningen for udbredelse af elbiler på Hainan svarer ret præcist til forholdene i Danmark: Begge steder udgør elbiler i dag omkring 23 procent af bilbestanden og allerede i 2030 er forventningen, at bestanden vil være fordoblet.

Mens Hainan forbyder fossilbiler, er der dog ikke lignende planer i Danmark. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here