For høj fart er 17-årige bilisters største synd

Siden 17-årige fik lov at køre bil alene, har politiet rejst sigtelse mod 2.397 af de unge bilister. Over halvdelen skyldes for høj fart.

2.397 bilister på 17 år er de seneste knap 12 måneder endt i politiets søgelys, viser nye tal fra Rigspolitiet. Af de 2.397 sigtelser, som er rejst mod de unge bilister, vedrører 1.270 af dem overtrædelse af hastighedsgrænserne.

Loven, der gav de 17-årige lov til at køre bil alene i tidsrummet fra klokken 05 til klokken 20, trådte i kraft 1. juli 2025, og Rigspolitiet har opgjort tallene frem til 14. juni i år. Tallene er bl.a. offentliggjort af forsikringsselskabet Alm. Brand.

Forældre som rollemodeller

Dansk Kørerlærer-Union og dækfirmaet Continental har udsendt en fælles pressemeddelelse, og de konkluderer, at forældrenes rolle langtfra er afsluttet, selvom deres teenager har fået kørekort og fået lov til at køre bilen alene i 15 af døgnets timer.

“Det er ikke køreprøven, men rutinen efter kørekortet er i hus, der gør en bilist dygtig og sikker. Unge mennesker er generelt mere risikovillige end voksne, og derfor gør man både sin teenager og alle andre trafikanter en stor tjeneste ved fortsat at engagere sig i den unges kørsel,” siger Bent Grue, formand for Dansk Kørerlærer-Union.

Blandt de andre sigtelser mod 17-årige bilister vedrører 300 af dem overtrædelse af reglerne om ledsager, og 134 vedrører reglen om kørsel uden førerret.

Den 1. juli 2025 blev der også indført en promillegrænse på 0,2 de første tre år efter førstegangserhvervelse af kørekortet.

Krav til den 17-årige bilist

17-årige fik i 2017 lov til at tage kørekort, men indtil 1. juli 2025 skulle de alle døgnets 24 timer have en ledsager med i bilen. De vigtigste regler for de 17-årige bilister har siden 1. juli 2025 været:

Forældre eller værge skal give samtykke.
Kørsel alene er tilladt fra kl. 05 til 20.
Mellem kl. 20 og 05 skal den 17-årige køre med ledsager. Den regel gælder, indtil den 17-årige fylder 18.
Den 17-årige bilist har ansvaret for at informere ledsageren om de krav, der stilles.
Den 17-årige bilist har ansvaret for kørslen og får selv udstedte bøder.
Hvis den 17-årige kører uden ledsager i tidsrummet 20 til 05, udstedes en bøde på 3.000 kr.
Den 17-årige bilist må kun føre bil i Danmark.

Krav til ledsageren

Ledsageren skal:

Være mindst 24 år.
Have gyldigt kørekort (kategori B) udstedt i Danmark.
Ikke have fået frakendt sit kørekort inden for de seneste fem år.
Medbringe sit kørekort under kørslen.
Til enhver tid være i stand til lovligt at kunne overtage kørslen.
Give råd og hjælpe bilisten til at bevare overblikket.
Sidde på forreste passagersæde.

mortenkjeldsen2019@gmail.com

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here