Forbrugerrådet Tænk med kontant kritik af Clever

Forbrugerrådet Tænks direktør udpeger i et debatindlæg ladeoperatøren Clever som årsagen til, at elbilister betaler for meget for opladning.

Danske elbilister betaler alt for meget for at lade deres elbiler op. Og den væsentligste, enkeltstående årsag er den største danske ladeoperatør Clever.

Sådan – kogt ned til den berømte Maggie-terning – lyder konklusionen i et debatindlæg af Forbrugerrådets direktør, Winni Grosbøll.

I debatindlægget, offentliggjort på jp.dk 6. marts, skriver Grosbøll bl.a. at ”Markedet for opladning af elbiler er nemlig alt for låst af særligt én stor aktør, og det går ud over forbrugernes pengepung. Som det er i dag, betaler halvdelen af forbrugere med hjemmeopladning nemlig 70 pct. for meget for at lade deres bil op. Det betyder i kroner og øre, at halvdelen af forbrugerne i gennemsnit betaler op til 520 kr. om måneden (!) for meget for få strøm på bilen.”

Rapport kritiserer ’bundling’

Winni Grosbøll henviser til tal fra en rapport fra Konkurrencerådet. Rapporten beskriver, hvordan priserne på opladning er uigennemskuelige for forbrugerne, og at markedet er domineret af en enkelt spiller til skade for forbrugerne.

Problemet ifølge Konkurrencerådet og Winni Grosbøll er, at én stor aktør – Clever – tilbyder forbrugerne en fast pris for både at oplade elbil hjemme og i offentlige ladestandere – såkaldt bundling.

At slå flere services som hjemmeopladning, offentlig ladning, refusion af elafgift, serviceaftale mm. sammen – bundling – kan umiddelbart virke som en bekvem løsning for forbrugerne. Men ifølge Grosbøll er det et kompliceret regnestykke der i praksis betyder, at ”mange forbrugere tager den nemme løsning fra Clever til gengæld for at betale mange tusinde kroner om året mere end nødvendigt.”

”Kvæler konkurrencen”

Samtidig låser det forbrugerne fast til én udbyder – f.eks. Clever – hvilket ”kvæler konkurrencen” og gør det sværere for andre aktører at etablere sig på markedet. Resultatet er færre valgmuligheder og højere omkostninger for forbrugerne.

Konkurrencerådets rapport kom i december 2023. Siden er der ikke rigtigt sket noget på området – f.eks. er bundling fortsat tilladt – og Winni Grosbøll slutter derfor indlægget af med en opfordring til (politisk) handling og bedre muligheder for forbrugerne for at sammenligne priser på opladning.

Hvilkenbil har forelagt Forbrugerrådet Tænks kontante kritik for Clever. I den forbindelse stillede vi Danmarks største ladeoperatør disse spørgsmål:

– Hvad siger I til, at Clever udpeges som den ”ene, særlige operatør”, der ”låser” markedet?

– Er I enige i, at halvdelen af forbrugeren betaler 70 pct. for meget?

– Har Grosbøll ret i, at det særligt er bundling, der er årsag til høje priser og hæmmer konkurrencen?

– Hvad er jeres holdning til et forbud mod bundling?

– Hvad gør Clever for at gøre det nemmere for forbrugerne at sammenligne priser?

Besvarer ikke spørgsmål

Clever har ikke svaret på de enkelte spørgsmål, men sendt et skriftligt svar til Hvilkenbil:

”I Clever har vi rakt ud til Forbrugerrådet Tænk for at få klarhed over, hvordan og på hvilket grundlag de er nået frem til deres konklusioner set i lyset af markedsudviklingen det seneste halvandet år. Vi ser frem til dialogen og afventer samtidig en politisk afgørelse. I Clever mener vi, at der skal være større gennemsigtighed for forbrugerne, så de nemt kan vælge præcis det produkt, som passer bedst til deres behov og prioriteringer,“ skriver Lasse Strüwing Hansen, politisk ansvarlig hos Clever.

Hvilkenbil følger op på uenighederne mellem Forbrugerrådet Tænk og Clever.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here