Fords nye elbil kommer til skarp pris

Ford elbiler

Fords elektriske Explorer byder sig til med længere rækkevidde og lavere pris end forventet. Salget starter nu, levering lige efter sommer.

Med næsten et års forsinkelse åbner Ford nu for salget af den mellemstore SUV, Explorer. Fords blot anden elbil skulle oprindeligt have været hos os sidste sommer, men blev forsinket af flere årsager. Til gengæld kommer Explorer til Danmark med to stærke trumfkort: Lavere pris og længere rækkevidde end forventet.

Lad os begynde med priserne. For et år siden mente den danske importør, at priserne skulle starte ved 340.000 kr. Nu viser det sig, at 300.000 kr. rækker til basismodellen med såkaldt Select-udstyr som 19” alufælge, LED-lygter for og bag, nøglefri betjening, bakkamera, opvarmede forsæder og rat, el-justerbart førersæde i kunst-dellæder med lændemassage og 15-tommers touchskærm.

Motoren trækker på baghjulene og yder 125 kW (170 hk). Batteriet er også beskedent – med 52 kWh rækker det til 384 km.

Større batteri er prisen værd

Langt de fleste vil derfor – med rette – springe et trin op i prislisten og betale 340.000 kr. for Explorer. Udstyret er det samme, men det langt større batteri på 77 kWh giver en voksen rækkevidde på 602 km. Motoren bliver også langt kraftigere med en ydelse på 210 kW (286 hk).

Skal det gå endnu hurtigere, kommer Explorer også i en udgave med to motorer, træk på alle fire og 250 kW (340 hk). Det går dog lidt ud over rækkevidden, der falder til 566 km.

Vil du have mere udstyr hedder Explorer Premium til efternavn. Det lægger 20.000 kr. på prisen, og øger listen over udstyr med detaljer som 20” alufælge, B&O Premium lyd med soundbar under forruden, fuldt kunstlæder på sæderne, el-drevet bagklap, matrix LED-forlygter og ambientebelysning i alle regnbuens farver.

Varmepumpe koster ekstra

Det er afgjort konkurrencedygtige priser i et marked, hvor Explorer især skal konkurrere med den nye Peugeot E-3008, der koster fra 330.000 kr. og den kommende Renault Scenic Electric, der koster 365.000 med en rækkevidde på 625 km.

Ford Explorer kan også udfordre storsælgere som Tesla Model Y, Skoda Enyaq og VW ID.4, der dog alle er større og lidt dyrere end Fords nye elbil.

Ford laver dog et lille trick med prisen: Mens konkurrenterne alle har varmepumpe, koster den knapt 8.000 kr. ekstra i Explorer – den udgift bør du lægge til. Ellers vil du opleve noget forringet rækkevidde i vinterhalvåret.

Bygget på VW-teknik

Explorer er noget så usædvanligt som en Ford bygget på VW-teknik. Platform, motorer og batteri stammer fra VW-koncernens MEB-elbiler som VW ID.4 og ID.5, Skoda Enyaq og Audi Q4 e-tron. Explorer er dog lidt kortere, men har samme akselafstand og dermed plads på bagsædet. Ford benytter også sin egen SYNC-betjening af den lodretstående touchskærm i midterkonsollen.

Du kan læse Hvilkenbils grundige beskrivelse af Explorer her og konfigurere og bestille Explorer på Ford.dk.

Fakta: Ford Explorer

Længde/bredde/højde: 446/187/160 cm
Akselafstand: 277 cm
Bagagerum: 450 liter
Anhængervægt: 1.200 kg

To udstyrsvarianter:

Ford Explorer Select:

Explorer Select 170 hk, baghjulstræk
Rækkevidde: 384 km
Pris: fra 299.990 kr.
Explorer Select 286 hk, baghjulstræk
Rækkevidde: 602 km
Pris: fra 339.990 kr.
Explorer Select 340 hk, firhjulstræk
Rækkevidde: 566 km
Pris: 359.900 kr.

Ford Explorer Premium:

Explorer Premium 286 hk, baghjulstræk
Rækkevidde: 572 km
Pris: 359.990 kr.
Explorer Premium 340 hk, firehjulstræk
Rækkevidde: 532 km
Pris: 379.990 kr.

[email protected]

2 Kommentarer

  1. 77kw batteri og over 600+km rækkevidde i en kasse der ikke ligefrem skriger aerodynamik.. Ikke engang efter wltp. Måske ned af bakke, med medvind 🤣

    • Hej Ole. Enig, rækkevidden ser lidt optimistisk ud, når man ved, hvad VW, Skoda og Audi får ud af samme platform. Explorer er dog en smule mindre, og måske kan Ford også hente lidt i softwaren. Det skal blive spændende at se, om WLTP-tallet ændrer sig ved introduktionen i Danmark. Og selvfølgelig at teste Explorers rækkevidde i vores egen test. Det vender vi tilbage med senere i år. Med venlig hilsen, Jens Velling, redaktør, Hvilkenbil.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here