Første glimt af ny Toyota Avensis

Toyota har frigivet to billeder af den kommende Avensis. Informationerne er sparsomme, men at dømme ud fra fotomaterialet er der tale om et kraftigt facelift.

I kølvandet på biludstillingen i Paris i 2008 måtte Toyota-cheferne igen og igen forklare, hvorfor japanerne ikke troede på tiltag som turboladning og dobbeltkoblingsgearkasser.

Toyota havde netop præsenteret tredje generation af firmabilen Avensis, og modellen, som bygges i Derbyshire i England, virkede i de fleste kommentatorers øjne bagud på point fra fødslen.

Her små syv år senere har Toyota netop frigivet de to første billeder – men ikke et eneste ord – om den kommende 2016-model af Avensis.

Prisbasker frem for teknologisk fyrtårn
Og hvis modellen virkede overdrevet konservativ i 2008 er det ikke vanskeligt at sætte sig ind i, hvilket forventningspres der ligger på Toyota-folkenes skulderpuder her i 2015.

Mens konkurrenterne kan præsentere en parade af turbo’er, gearkasser, hybridmotorer, avancerede sikkerhedssystemer og kløgtige lygter, må den danske Toyota-importør slå på priser, som ellers kun findes hos Kia og Hyundai.

At dømme ud fra billederne udskriver karrosseriets pressefolder ikke ligefrem løfter, der kan blive svære at holde.

Bilens profil ligner så at sige fuldstændig sig selv, mens fronten tydeligvis er inspireret af nyere Toyota-modeller så som Auris og Aygo dog med et sæt endnu mere “spidse” forlygter.

Får motorer fra BMW

Hvor store ændringer, Toyota planlægger under de formpressede karrosseriplader, er umuligt at sige sikkert, men japanerne forventes at skifte store dele af motorprogrammet ud med maskiner fra BMW.

Toyota og BMW har indgået et strategisk motorsamarbejde, som betyder, at man allerede i dag kan bestille en Toyota Verso med 1,6-liters dieselmotor fra BMW.

På vej mod enden for Avensis?
Hvis en motorombytning er største nyhed i den kommende Avensis, ligner det mere og mere vejen mod enden for den europæiske arbejdshest.

Firmabilsegmentet svinder ind med uformindsket styrke, og Avensis er en af de modeller, der lider mest under trenden.

Med tanke på, at ligeledes japanske Honda har droppet Accord, og at Toyota for længe siden fastslog, at Avensis fx ikke kommer med hybrid-teknologi, virker det ikke længere usandsynligt, at Avensis må lade livet til fordel for nye og mere eksperimenterende modeller.

Læs også testen: Avensis er kompetent på den kedelige måde

[email protected]

 

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here