Der er næsten et år til den danske premiere, men nu løfter japanerne sløret for tredje generation af Mazda 2. Teknisk bliver der tale om en nedskaleret udgave af Mazda 3.
Japanerne får fornøjelsen i løbet af efteråret, men Danmark og resten af Europa må vente til foråret 2015, før den nye Mazda 2 når frem til forhandlerne. Alligevel har Mazda besluttet at løfte på sløret for den kommende minibil allerede nu – sikkert i erkendelse af, at europæiske medier alligevel finder frem til nyheden på de japanske hjemmesider.
Det er også forklaringen på, at der står Demio på navneskiltet på billederne. Demio er betegnelsen for Mazda 2 hjemme i Asien, men derudover skal vi ikke regne med andre ændringer, end at rattet flytter over i venstre side. Demio er simpelthen den nye Mazda 2 – og som de første fabriksfotos afslører, så lægger den sig tæt op af det halvfrække designstudie Hazumi, som vi første gang så i marts.
Til gengæld slipper de lille bilfabrik i Hiroshima ikke meget andet end fotos ud i denne omgang. Størrelse, præstationer og priser må vi fortsat kigge langt efter. Dog afslører japanerne, at Mazda 2 vil blive baseret på samme teknik og ‘Skyactiv-filosofi’, som vi kender fra den større Mazda 3. Det skal med stor sandsynlighed oversættes til, at også Mazda 2 kommer på en slankekur til gavn for køreegenskaberne, og at bilen kan udstyres med både infotainment og sikkerhedssystemer fra sin storebror.
1,5 liters motor i forskellige udgaver
Mazda fortæller også, at Mazda 2 skal drives af forskellige udgaver af den firecylindrede 1,5 liters benzinmotor fra Mazda 3 samt en ny 1,5 liters dieselmotor. I Mazda 3 yder benzinmotoren altid 100 hk, mens vi endnu ikke ved, hvor stærk dieseludgaven bliver – også her lyder 100 hk dog som et realistisk bud. Vi gætter på, at Mazda 2 bliver så let, at den selv med benzinmotor vil køre pænt over 20 km/l – og måske mere end 30 km/l med dieselmotor.
Mazda 2 skal produceres i den japanske by Hofu tæt på hovedkvarteret i Hiroshima. Når den kommer til Danmark næste år, vil den nuværende Mazda 2 være næsten otte år gammel. De seneste år har Mazda 2 salget været lidt sløvt, formentlig tynget af relativt høje priser sammenlignet med nye konkurrenter som Kia Rio, Hyundai i20 og Renault Clio. Mazda 2 er kendt for at være både køreglad og økonomisk, og vandt titlen som Årets Bil i Danmark i 2008.
Læs også: Mazda opruster på diesel