Nødopkald: Alt tyder på, at alle biler solgt i EU fra marts 2018 skal være i stand til automatisk at ringe 112, hvis bilen involveres i en ulykke.
I USA og Canada er automatisk nødopkald fra biler allerede udbredt – og snart kan teknologien være på vej til Europa.
Europaparlamentets komité for Forbrugerbeskyttelse tog i hvert fald det første og vigtige skridt mod automatisk nødopkald i denne uge. Med 26 stemmer for og kun 3 imod, vedtog komitéen nemlig et udkast til nye EU-regler, der skal gøre det lovpligt at udstyre alle nye biler solgt i EU med automatisk nødopkald.
Loven ventes vedtaget i april, når hele Europaparlamentet samles igen. Sker det, træder loven i kraft fra marts 2018 – altså om blot tre år.
Automatisk nødopkald betyder, at biler der er involveret i ulykker, selv sørger for at kontakte nærmeste redningsstation – altså også selv om bilens fører og eventuelle passagerer ikke selv er i stand til det. Indbygget GPS gør det muligt at lokalisere bilen, så redningskøretøjer kan være fremme hurtigst muligt.
Opel klar med nødopkald til august
General Motors har i årevis haft automatisk nødopkald i mange af deres biler på det amerikanske og canadiske marked under navnet OnStar (billedet). GM’s europæiske mærker – Opel og Vauxhall – vil da også begynde at tilbyde et lignende system på vore breddegrader til august.
At automatisk nødopkald fra biler er lige på trapperne understreges af, at EU allerede sidste år pålagde medlemslandene at være i stand til at håndtere de såkaldte e-opkald fra oktober 2017.