Fransk elbil bliver blandt de billigste til familien

Renault 4 lanceres i Danmark sidst i september. Alt efter variant kan prisen presses ned mod 200.000 kr., hvis man kan nøjes med 312 km rækkevidde.

Renault 5 har været en af årets mest hypede og - har det vist sig – vellykkede nye elbiler i år.

Nu får den en storebror. Betegnelsen Renault 4 er ganske vist mindre rent numerisk, men storebror er altså 22 centimeter længere - 414 cm i alt - og akselafstanden er øget med otte centimeter. Det mærkes især på bagsædet, hvor benpladsen er bedre til langlemmede teenagere. Også bagagerummet er øget næsten 100 liter til 420 liter, hvilket understreger, at hvor Renault 5 er den smarte bybil, bejler Renault 4 mere til familien.

Renaults mest solgte

Sådan har det altid været med Renault 4, der oprindeligt blev lanceret i 1961 og siden har været mærkets bedst sælgende model nogensinde. Flere end otte millioner er blevet fremstillet frem mod 1994, hvor produktionen stoppede.

Nu er Renault 4 så genfødt som elbil med flere retro-hilsner til originalen. Det gælder bilens grundlæggende form, de runde forlygter, den højere frihøjde og en usædvanlig lav læssekant til bagagerummet på beskedne 61 centimeter.

Renault 4
Baglygterne, den bagerste siderude og den ekstra frihøjde er retro-hilsner til den originale Renault 4.

Næste år kan Renault 4 også fås med kanvas-tag, der gør den til en oplagt sommerbil – præcis som originalen.  

Samme teknik som R5

Bortset fra størrelsen bygger Renault 4 på samme teknik som Renault 5. Det vil sige valg mellem to batteristørrelser på enten 40 eller 52 kWh, der giver henholdsvis 312 og 407 km rækkevidde. Det lille batteri tager op til 80 kW i en lynlader, det store 100 kW. Varmepumpe er standard, så rækkevidden ikke hæmmes alt for meget ved lave temperaturer.

Med det lille batteri yder elmotoren 88 kW (120 hk), mens der er 110 kW (150 hk) i den større udgave – begge varianter trækker på forhjulene.

Fra 207.000 kr.

Priserne starter ved 207.000 kr. for basisudgaven Evolution. Her følger udstyr som klimaanlæg, fartpilot, p-sensorer bag, nøglefri betjening og varme i forsæderne med i pakken. Basisudgaven af Renault 4 er altså ikke lige så skrabet som de billigste udgaver af oplagte konkurrenter som Citroën ë-C3 Aircross og Opel Frontera, der til gengæld starter ved 200.000 kr.

Vil man have Renault 4 med det store batteri og godt 400 km rækkevidde, begynder prisen ved 222.000 kr. med samme Evolution-udstyr.

For yderligere 18.000 kr. – 240.000 kr. i alt – rykker man op i Techno-versionen. Her man udstyr, som mange formentlig gerne vil have: Adaptiv fartpilot, Google Maps navigation, trådløs mobilopladning og 18-tommer alufælge, læderrat med varme, adaptive LED-lygter og elektrisk lændestøtte.

Renault 4
Kabinen er stort set løftet direkte over fra Renault 5.

Topmodellen Iconic koster 250.000 kr. og føjer p-sensor foran, parkeringsassistent og sort tag til udstyrslisten. Rød metallak er standard på alle Renault 4 – merprisen for andre farver er 5.500 kr.

Se alle priserne på Renaults danske hjemmeside. 

Blandt de billigste familie-elbiler

Dermed bliver Renault 4 blandt de billigste elbiler i Danmark med fornuftig plads til familien.

Citroën ë-C3 Aircross og søsterbilen Opel Frontera fås ganske vist ned til 200.000 kr., men så er de også meget skrabede og nøjes med 300 km rækkevidde. Fra 226.000 kr. får Renault 4 lidt over 400 km rækkevidde – det kan de to franske familiekonkurrenter endnu ikke matche.

Det kan Peugeot e-2008 til gengæld. Her koster 402 km rækkevidde 230.000 kr. Kan du nøjes med 331 km, falder prisen til 200.000 kr.

Ford Puma Gen-e placerer sig et sted midt imellem. Her koster en ganske veludstyret Select med 364 km rækkevidde 230.000 kr.

Nærmeste kinesiske alternativ er BYD Atto 2, der koster fra 312.000 kr. Atto 2 er lidt større end Renault 4, men fås kun med 312 km rækkevidde.

En anden kineser, MG S5, koster fra 230.000 kr. med 340 km rækkevidde og endnu mere plads, men meget langsom AC-ladning. 20.000 kroner giver hele 480 km rækkevidde, men fortsat langsom hjemmeladning på blot én fase.

Renault 4 har Danmarkspremiere den 27.-28. september, og kan allerede bestilles nu.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here