Fransk flagskib er et eksklusivt gadekryds

c5

Citroëns nye C5 X topmodel tager begrebet crossover til nye højder – her er både elementer af limousine, stationcar, SUV og offroader. 

Man må tage alpehuen af for Citroën. To gange endda. Først for at lancere endnu en topmodel efter at have oplevet denne ene skuffelse efter den anden i denne klasse. Dernæst for den dristighed, som Citroën har designet det nye flagskib med.

C5 X hedder bilen. Med en hilsen til både den C5, som udgik tilbage i 2017, og tidligere topmodeller som CX og XM.

Det er ikke hver dag, at vi ser en bil som C5 X. Den er på samme tid lav og høj, bred og med stor frihøjde, elegant og praktisk. Vi ser elementer af både limousine, stationcar, SUV og offroader. Design er altid en smagssag, men sjældent har begrebet crossover – eller gadekryds – været mere på sin plads end her.

19-tommer hjul og ekstra frihøjde er med til at give C5 X lidt offroader-look.

Visuelt er den vidtrækkende. Enorme hjul, ekstra frihøjde og skærmkanter i plastic signalerer SUV – endda med appetit på en afstikker ud i terrænet. Omvendt er der noget limousine over den imposante front med den langstrakte motorhjelm. Her er en bil, der gerne tager turen fra Paris til Rivieraen i ét, hurtigt stræk. Og du kan have både Madame, børnene og måske endda barnepigen med, for længere bagude er bagdørene bredere end fordørene, og den shooting brake-lignende bagende skjuler et bagagerum på 545 liter. For lige at krydre designet yderligere, slutter C5 X med en hækspoiler, der er en Porsche 911 værdig…

Kun 149 cm høj

Visuelt snyder designet. Trods den tydelige, ekstra frihøjde og SUV-stilelementerne, er C5 X nemlig kun 149 cm høj. Det er lavere end en VW Passat stationcar. Som den til gengæld er en håndfuld centimeter længere end: 481 cm måler den franske slagkrydser på den lange side. Mens bredden på 187 giver masser af tilstedeværelse i medtrafikanternes bakspejle.

Det skal blive spændende at se, om det her er opskriften på endelig at vende sejrrigt tilbage i de højere luftlag for Citroën. Det franske mærke har tidligere boltret sig her, men det er efterhånden flere årtier siden. C5 X ligner et godt bud på et længe ventet comeback, fordi den virkelig tør skille sig ud på designet – og det har altid klædt Citroën.

Fuld digital instrumentering bliver selvfølgelig standard. Bemærk også de store kopholdere – dem savner man ofte hos Citroën men ikke i C5 X.
Teknik fra Peugeot 508

Teknisk er den franske fristelse mere ordinær. Platformen er genbrug fra Peugeot 508 med den vigtige tilføjelse, at C5 X bliver den første Citroën, der får en elektronisk styret udgave af fabrikkens såkaldte Advanced Comfort støddæmpere. De gør i forvejen udvalgte Citroën-modeller til bilernes svar på flyvende tæpper, og tilsat computerkraft skal C5 X levere førsteklasses komfort.

Førerpladsen er præget af digitale instrumenter, ægte head up display uden en ekstra skærm og en 12-tommers infotainmentskærm i midterkonsollen. Heldigvis flankeret af klassiske knapper til fx ventilation, der gør betjeningen væsentligt hurtigere og mere trafiksikker.

Under hjelmen kigger vi forgæves efter Citroëns klassiske dieselmotorer. Der bliver heller ingen rent elektrisk udgave. I hvert fald ikke til at begynde med. C5 X lanceres derimod med to benzinmotorer – Citroën oplyser ikke hvilke – og den velkendte ladehybrid-drivline med en 1,6 liters turbobenziner, elmotor og batteri med en systemydelse på 225 hk. Ifølge Citroën kan der køres over 50 km på ren strøm før batteriet er fladt.

Bygges i Kina
Akselafstand på velvoksne 279 cm bør give fyrstelig plads på bagsædet.

C5 X er også interessant, når man kigger på produktionen. Som den første Citroën skal den nemlig fremstilles i Kina og derfra eksporteres til Europa. Det giver mening. For hvis nu C5 X bliver endnu et fransk flagskib, der går ned med mand og mus på det europæiske marked, kan den med garanti sælges ’hjemme’ i Kina. Her er de vilde med store flydere med masser af bagsædeplads – og det tyder alt på, at C5 X tilbyder.

Vi kipper en tredje gang med alpehuen til sidst: C5 X ligner en af årets mest spændende bilnyheder med sin hæmningsløse og spændende blanding af mange stilarter. Desværre skal vi vente længe på C5 X; først allersidst i 2021 ventes den at nå den lange vej fra Kina til Danmark.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here