Fransk sportsvogn bliver let, potent og elektrisk

Renaults sportsmærke Alpine vil være Frankrigs Porsche. Spydspidsen bliver en elektrisk udgave af klassikeren og køremaskinen Alpine A110.

Renault har store ambitioner for sit lille, men berømte sportsvognsmærke Alpine – og de er alle elektriske.

Forleden viste Alpine sin anden elbil, sports-crossoveren A390, der udfordrer ingen ringere end Porsches elektriske Macan. Det sker kort efter at Alpine afslørede mærkets første elbil A290 – en sportslig udgave af Renault 5.

Næste elbil fra Alpine bliver en ny, elektrisk udgave af den ikoniske sportsvogn A110 (billedet). Originalen blev født i 1963 – samme år som Porsche 911. Men det er ikke den eneste grund til, at A110 anses for at være den ”franske Porsche”. Med sin centermotor, lave vægt og imponerende resultater i rally, er Alpine A110 en bil, der står respekt om.

Vaskemaskiner

Netop historien skal gøre Alpine ’great again’, fortæller flere Renault- og Alpine-chefer i et interview med Autoexpress.

”De første generationer af elbiler har overvejende været apparater lige som vaskemaskiner – nærmest grimme og uden følelser. Måske kan vi bevise, at elbiler faktisk kan være sjove, at vi kan give dem noget sjæl. Alpines særkende har været at ’gøre mere med mindre’, med materialer, med lethed i stedet for en stor ting med store batterier. Det er det vindue, jeg ser igen,” siger Renault Groups chef Luca de Meo om Alpines satsning på elbiler.

Alpine A290
A290 er Alpines første af i alt syv elbiler – en sportslig udgave af Renault 5.

Opskriften for den elektriske A110 bliver derfor at være tro mod historien. Den franske, elektriske Porsche udfordrer skal – bogstaveligt talt – lægge sig tæt op af den nuværende A110, der er anerkendt for forrygende køreegenskaber. Det vil sige en længde på ca. 4,2 meter, en max-højde på 130 cm og en 49:51 vægtfordeling.

Aluminium og 800 volt

Midlerne bliver et chassis af aluminium, 800-volt teknologi og højeffektive batterier, der bl.a. skal placeres bag førersædet og forakslen. I hvert baghjul sidder der en elmotor, der sænker tyngdepunktet og gør det muligt at fordele kræfterne optimalt gennem sving. En endnu hidsigere udgave får en tredje motor, der også trækker på forhjulene.

Målet er en max vægt på 1.450 kg – eller hvad der svarer til en Porsche 718 Cayman GT4 RS med benzinmotor. Rækkevidden skal være op mod 600 km WLTP.

”Den får mere end rigeligt med power – det garanterer jeg,” siger Alpine-chef Philippe Krief, som tidligere har været chef for Ferraris ingeniører.

Den franske Porsche

A110 bliver spydspidsen i Renaults forsøg på udnytte Alpines racing-DNA fra rally og formel 1 til at gøre mærket til det franske svar på Porsche – og en overskudsforretning for Renault.

Det kræver penge og investeringer. Og derfor er Alpines udgave af Renault 5 og især den teknisk avancerede sports-SUV A390 ‘sendt i forvejen’ for at skabe salg og indtægter til projektet.

Den elektriske sports-crossover Alpine A390 udfordrer Porsche Macan og skal tjene penge til udvikling af Alpins rendyrkede el-sportsvogne.

På sigt skal Alpine tilbyde hele syv forskellige modeller. Det kan lade sig gøre, fordi det er relativt nemt at tilpasse den nye Alpine Performance Platform, APP, med alu-chassis til forskellige bilstørrelser. Tilmed er det også planen, at coupéudgaven af A110 skal knopskyde til en roadster med stofkaleche og en let forlænget 2+2 udgave med bagsæde.

El giver fordele

Fokus er på en sportslig køreoplevelse, der skal bevise, at elbiler kan være sjove – ja bedre end performancebiler med fossilmotorer.

”Hvis du giver bilen fordelene ved at være elektrisk – hurtig styring og bremsning, hurtig genopretning af under- og overstyring – så får du den her oplevelse af lethed. Her har elbiler en kæmpe fordel, fordi en elektrisk maskine reagerer 10 gange hurtigere end en mekanisk,” siger Philippe Krief.

Genkendes på lang afstand

Designet skal også øjeblikkeligt vække genkendelse – og følelser – præcis som en Porsche 911 gør det.

”Premium-mærker har brug for at være konsistente, der skal være en familie-følelse. Der vil altid være nogle faste detaljer, der er karakteristisk for Alpine, så du kan genkende den på 200 meters afstand,” forklarer Luca de Meo.

Han er på en mission med Alpine. Det franske traditionsmærke skal overbevise køreglade bilentusiaster om, at performancebiler sagtens kan være elektriske. Ja, faktisk bliver de bedre, hurtigere og sjovere end nogensinde før.

Arbejdet er godt i gang. Den første elektriske Alpine A110 afsløres på biludstillingen i Paris i oktober 2026.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here