Kinesiske Geely sælger i forvejen Volvo og Polestar i Danmark. Nu skal vi lære at sige Zeekr, der er designet i Gøteborg og bygget i Kina.
Zeekr, der er en del af den kinesiske Geely-familie og nært beslægtet med Volvo og Polestar, kom først til verden i 2021, men bilerne er tilsyneladende så vellykkede og salgstallene tilstrækkeligt høje til, at tilstedeværelsen i Europa nu skal udvides. Så hen mod sensommeren skulle de første Zeekr komme til Danmark.
Tre Zeekr-modeller har i nogen tid været til salg i Holland og Sverige. I Norge er salget netop indledt. Den planlagte lancering i andre europæiske lande blev sat på pause efter EU’s straftold mod Kina, men Geely har altså besluttet, at det ikke skal holde Zeekr tilbage.
Zeekr er i øjeblikket i gang med at finde forhandlere efter den klassiske opskrift. Det vil sige med salgslokaler og værksteder. Forhandlerne skal ifølge det, som Zeekr oplyser til flere medier, have “erfaring med elbiler og et godt renommé”.
Zeekr giver fem års nyvognsgaranti, og hvis man passer sine serviceeftersyn, er garantien på 10 år. Batterigarantien er otte år eller maks 200.000 kilometer.
Lynladeren 7X
Zeekrs biler står på Geelys SEA-platform (Sustainable Experience Architecture). Den er, ud over at være fysisk skalérbar, også en teknisk alleskönner, da den kan rumme både 400 og 800 volts-teknologi.
Lad os kigge kort på de tre modeller på vej til Danmark. 7X (foto øverst) er den nyeste, en semi-stor SUV, der fysisk er nogenlunde på størrelse med Audi Q6 e-tron og Porsche Macan. Den benytter 800 volts-teknologi, og Hvilkenbil har tidligere beskrevet dens enestående ladeevne, når Geely ikke har lagt begrænsninger ind for at skåne batteriet.

7X fås i tre udgaver. Med 75 kWh-batteri, en elmotor på bagakslen, der yder 306 kW (416 hestekræfter) og har en rækkevidde på 480 km. Med 100 kWh-batteri og en elmotor er rækkevidden 615 km, og vil man have topmodellen med to elmotor og en ydelse på 463 kW (630 hk), er rækkevidden 543 km. Ladeeffekten opgives til 360 kWh, og det betyder, at 75 kWh-batteriet kan lades fra 10 til 80 procent på 13 minutter, og 100 kWh-batteriet på 16 minutter. Uanset batteristørrelse og antal elmotorer må 7X trække en anhænger på to ton.
De danske priser har vi ikke endnu. Men hvis man skeler til Sverige, hvor priserne ligger fast, vil et gæt herfra lyde på 400.000, 440.000 og 500.000 kroner.
Zeekr X og Zeekr 001
X er Zeekrs udgave af Volvo EX30, men med lidt længere akselafstand. Der måske kan give lidt bedre plads på bagsædet end i EX30. Zeekr X benytter 400 volts-teknologi, rækkevidden på de tre versioner spænder fra 330 til 446 km og ladeeffekten fra 130 til 150 kW. Ydelsen i de to med en elmotor er 220 kW (272 hk). I den med to elmotorer er ydelsen 315 kW (428 hk).
Hvis man igen skal kigge på de svenske priser og omregne til danske, vil et kvalificeret gæt ligge på 330.000, 370.000 og 400.000 kr.

Zeekr 001 er en stor hatchback a la Polestar 4. Om den kommer til Danmark, er ifølge medierygter endnu ikke 100 procent afklaret. Men kommer den, vil den udover Polestar 4 have blikket rettet mod bl.a. VW ID.7.
Zeekr 001 sælges i Sverige i tre versioner, alle med 100 kWh-batteri og en rækkevidde mellem 590 og 620 km. 001’s maksimale ladeeffekt er 200 kW, med én elmotor er ydelsen 200 kW (272 hk), med to elmotorer 400 kW (544 hk).
Tyske ADAC udnævnte i sit første møde med Zeekr 001 bilen til “et luksuskøretøj til få penge”, og priserne i Sverige er ikke afskrækkende.
Hvis vi foretager samme øvelse som med 7X og X, vil 001-priserne i Danmark realistisk set starte omkring 470.000 kr. og slutte i nærheden af 550.000 kr. Polestar 4, bilen uden bagrude, koster i øjeblikket fra 475.000 til 505.000 kr.
Hvis man vil læse mere om Zeekr, så klik ind på deres svenske hjemmeside her.
Af redaktionen