Genialt: Fiat har opfundet det perfekte ladekabel

fiat ladekabel

Slut med løse og beskidte ladekabler i bagagerummet. I ny elektrisk Fiat Panda trækker du bare et ladekabel ud af fronten.

Den nye Fiat Grande Panda – den italienske udgave af Danmarks billigste elbil Citroën ë-C3 – har en detalje af den slags, der vil få alle til at slå sig for panden og udbryde: Hvorfor har ingen tænkt på det før?

Nu har Fiat. Og idéen er lige så enkel, som den er genial.

Som elbil har Fiat Grande Panda brug for et ladekabel, når den skal lade i en vekselstrømslader derhjemme eller ved fortovskanten. Men hvor alle andre elbiler derfor kører med et løst kabel, der skal på- og afmonteres ved hver ladning, trækker du bare kablet ud af fronten på Fiat Grande Panda og sætter stikket i laderen. Når opladningen af overstået, tager du stikket ud og lader kablet trække sig tilbage i kølergrillen.

Voila! Du slipper ikke bare for af på- og afmontere ladekablet for hver opladning. Du skal heller ikke hente ladekablet omme i bagagerummet – og lægge det tilbage samme sted. Som alle elbilsejere ved, slipper du også for alt det snavs, der hænger ved kablet, når det har ligget og slanget sig på et regnvådt fortov.

Inspireret af støvsugere

Fiats nye kabel er en genial løsning på et lavpraktisk, men tilbagevendende irritationsmoment ved vekselstrømsopladning af elbiler.

De italienske ingeniører har ganske enkelt monteret et spiralkabel i fronten på Grande Panda. Når du ikke bruger det, ligger det sammentrukket inde i Pandaens motorrum. Når du skal bruge det, trækker du bare i det – så folder kablet sig ud.

Spiralkablet trækkes ud bag Fiat-navnet i Pandaens kølergrill. Efter brug forsvinder det ind i motorrummet.

Ifølge Fiat får alle mærkets nye elbiler fremover tilsvarende, indbyggede ladekabler. Inspirationen kommer fra ledningen til støvsugere, der selv trækker sig tilbage, når du er færdig med at støvsuge. Dermed åbner Fiat selv for en lille produktudvikling af ladekablet. Det behøver ikke være et spiralkabel, men kan også være et almindeligt kabel monteret på et fjederbelastet hjul, hvor du så trækker kablet ud i den nødvendige længde.

Kan placeres flere steder

Mens Fiat har placeret det udtrækkelige kabel i Pandaens front, bør det også været muligt at lave en løsning, hvor kablet trækkes ud fra en port placeret på siden af bilen.

Fiat Grande Panda har allerede en traditionel ladeport placeret der, hvor tankstudsen normalt sidder. Her sætter du stikket i, hvis bilen skal oplades i en lynlader med fastmonteret stik.

Fiat Grande Panda forventes at få dansk premiere i begyndelsen af 2025.

[email protected]

2 Kommentarer

  1. Det lyder da smart. Men kan den mon også tage imod et stik samtidigt? Ofte har ladebokse-ladestandere jo kablet monteret i boksen, som skal sættes i bilen.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here