BILTEST: Den nye udgave af Renault Captur er både større, bedre udstyret og mere komfortabel end forgængeren – og lidt af et ’catch’ trods en prisstigning.
Hvilken bil?
Den nye Renault Captur er anden generation af den højbenede mini-SUV, der siden lanceringen i 2013 har været en storsælger herhjemme. Captur er vokset på alle måder: Længere, bredere og højere med mere plads i kabinen til følge og mere komfort, udstyr og flottere materialer. På benzin-siden er basis en trecylindret turbobenziner på 1,0 liter med 100 hk og fem manuelle gear. Næste trin er en firecylindret 1,3 liters maskine, der fås med 130 (testbilen) eller 155 hk. De to sidstnævnte hænger altid sammen med et syv-trins automatgear med dobbeltkobling – og en betydelig merpris i forhold til basismodellen til 199.000 kr. Renault er traditionelt stærke på diesel, og Captur fås da også med en 1,5 liters med enten 95 hk og 6 manuelle gear til en startpris på 209.000 kr. og 115 hk med automatgear. Testbilen med 130 turbobenzinheste, automatgear og Intens-udstyr koster 252.000 kr.
Vidste du at?
Senere i år kommer Captur også som lade-hybrid. Under motorhjelmen vil der ligge en 1,6 liters benzinmotor koblet sammen med en elmotor og et batteri på 9,8 kWh.
Det rækker til en samlet ydelse på 160 hk og en rækkevidde på ren el på op til 45 km. Ifølge Renault kan ladehybriden køre op til 130 km/t uden at tage benzinmotoren i brug. Prisen på denne udgave kender vi endnu ikke. Renault Captur har i øvrigt en japansk fætter i Nissan Juke, som er bygget på samme platform. Samtidig med at Juke er familie, er den en oplagt konkurrent til Captur.
Hvordan er førerpladsen?
Højt til vejrs med højt udstyrsniveau og godt udsyn savner du ikke noget i den nye Captur. Og så er den faktisk ganske fornøjelig og letkørt. Sæderne er udmærkede og kørestillingen kan tilpasses både store og små, selv om justeringen af sæderyggen er lidt knoklet. Bag læderrattet kan du glæde dig over gode materialer og finish på instrumentbordet samt en lind strøm af komfort- og sikkerhedsudstyr. Savner du alligevel noget, er priserne på ekstraudstyr rimelige. Du har fx både Apple CarPlay/Android Auto, DAB+ radio at fornøje dig med, og p-sensor bagtil, klimaanlæg og automatisk op- og nedblænding af LED-forlygterne (Intens-udstyr). Tommel op for let betjening af klimaanlæg, der dog kun har én zone, sædevarme mm. via knapper i stedet for via touchskærmen. Testbilen har i øvrigt en elegant, velfungerende og skarp 9” skærm til 6.500 kr. ekstra i stedet for den standardmonterede 7”.
Hvordan opleves kabinen?
Noget mere lækker og rummelig end i forgængeren. Selv om afstanden mellem for- og bagaksel kun er vokset ca. 4 centimeter, giver det bedre benplads til bagsædepassagererne, der også har fået friskluftdyser. Kabinen er også forøget med et par centimeter i bredden, samtidig med at bagagerummet er vokset fra 377 til 422 liter. I den nye Captur er det desuden muligt at justere bagsædet i længderetningen med 16 cm. Dermed kan pladsen i bagagerummet vokse til 536 liter. Men rykker du bagsædet helt frem, vil du opleve, at benpladsen på bagsædet stort set forsvinder. Som nævnt er der også skruet op for lækkerhedsfaktoren i Capturs indre med et mærkbart løft i både materialer og finish.
Er sikkerheden i orden?
Ja. Captur hev alle fem stjerner i land i Euro NCAP sikkerhedstesten i december 2019. Konstruktionen er stærk ved kollision både forfra og fra siden, og det aktive sikkerhedsudstyr samtidig ganske omfattende. Den kombination sikrede den højbenede Renault den maksimale score i testen. Den automatiske nødbremse, AEB, reagerer, som nutidens standard forskriver, både på hårde og bløde medtrafikanter – cyklister og fodgængere. En række elektroniske assistenter hjælper dig desuden med at undgå uheld: Fx alarm for utilsigtet vognbaneskift, vognbaneassistent, der hjælper med at styre, skiltegenkendelse med alarm. Ønsker du en adaptiv fartpilot, må du desværre tilkøbe en førerassistentpakke til 7.900 kr., der dog også indeholder blindvinkelalarm. Læs mere euroncap.com.
Hvordan kører den?
Captur er en forfriskende og komfortabel oplevelse bag rattet. Affjedringen er det efterstræbte, vellykkede kompromis mellem fasthed og komfort, der opsluger stort set alle ujævnheder fra hullede kommunale veje, kloakdæksler og trafikbump. Det giver en afslappet kørsel, men Captur kan skam godt køres kvikt på de små veje.
Bilen føles letbenet, uden at den dog på nogen måde opfører sig nervøst. Styretøjet er præcist og retningsstabiliteten på motorvejen god uden behov for konstante korrektioner.
Du har også en vognbaneassistent. Den slog vi dog fra, da den hele tiden overreagerede, hvilket resulterede i en slags slalomkørsel. Testbilen har 7-trins automatgear af dobbeltkoblingstypen, og det vil jeg – trods en betydelig merpris – foretrække frem for basisudgavens manuelle 5-trins gear i kombination med en 100 hk motor. Det gear har vi testet i den nye Clio, og det var en slemt ’slasket’ skuffelse.
Hvordan er motoren?
Renault går lidt atypisk til værks med fire cylindre, hvor mange andre mærker ellers sværger til bare tre cylindre. Vi kan godt lide det. De fire ’pløkker’ giver testbilen en ’smooth’ motorgang, og motoren er dejligt omdrejningsvillig – og mindre anstrengende at høre på end mange tre-cylindrede konkurrenter. De 130 hk og turbotrykket, der sætter ind allerede fra 1.600 omdrejninger, sørger for et fint kraftoverskud, men for bare 7.000 kr. kan du vælge at opgradere til 155 hk. Du kan også vælge en 115 hk turbodiesel til nogle få tusinde kr. ekstra eller vente på den opladningshybrid, der er på vej. Den lille slagvolumen på 1,3 liter giver testbilen et fornuftigt forbrug på 16,1 liter benzin pr. kilometer, og det havde vi ingen problemer med at matche i en testuge med en del motorvejskørsel.
Passer prisen?
Ja. Basisudgaven af Captur er ganske vist steget ca. 20.000 kr. i pris i forhold til forgængeren, men der er også sket en betydelig udvikling. Så alt i alt får du meget mere bil for de ekstra 20.000 kr. Der er dog visse huller og begrænsninger i modelprogrammet, som du – efter temperament og pengepung – kan se som et plus eller minus. Basismodellen med 100 hk benzinmotor og 5-trins manuelt gear koster 199.000 kr. Næste trin med benzinmotor er testbilen med 130 hk. Den koster hele 35.000 kr. ekstra, men så følger der også et 7-trins automatgear med i prisen. Det har i sig selv normalt en merpris på over 20.000 kr. I sidste ende kan dette valg koste Renault en del prisbevidste kunder. Den nye Captur kigger i øvrigt også opad i modelprogrammet. Faktisk er pladsen ikke meget mindre end i storebror Kadjar, men prisen er hele 40.000 kr. lavere, og så får du oven i købet automatgear med i Captur.
Er der alternativer?
Bilfabrikkerne sender højbenede biler på markedet hurtigere, end du kan nå at sige SUV. Captur skal blandt andet kæmpe med sin fætter, Nissan Juke, der med frække linjer og en startpris på 200.000 kr. virker som en mere attraktiv basismodel. Priserne vokser dog hastigt og den 117 hk motor er eneste mulighed. Her står Captur stærkere. Det gør den også i forhold til den nye Peugeot 2008, der koster fra 210.000 kr. og løber helt op i 280.000 kr. med Allure-udstyr, 130 hk og aut. gear. VW T-Cross er også et seriøst alternativ til Captur til 200.000 kr. for en skrabet basismodel med 95 hk. Med 115 hk og 7-trins DSG-gear, der er en tand bedre end Renaults automatgear, er prisskiltet 257.000 kr. Skoda Kamiq er klart den mest rummelige af mini SUV’erne til priser fra 195.000 kr. Den koster 248.000 kr. i en udgave, der nogenlunde matcher testbilen men er knap så veludstyret. Den store udfordring for salget af den nye Captur kommer dog nok fra egne rækker i Nissan-Renault-koncernen: Nissan Qashqai, En større bil, der lige nu fås til 215.000 kr. med hele 140 hk er svært at konkurrere med…
Konklusion:
For: Komfort, udstyr, kvalitetsindtryk, fleksibelt bagsæde
Imod: Manuelt gear kun i basisudgaver, kun to års garanti
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Renault Captur TCe EDC Intens
Vejl. pris, inkl. lev.: 252.000 kr. (+ ekstraudstyr til 42.000 kr. i alt 294.000 kr.)
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.160 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Forbrug (WLTP-norm): 16,1 km/l (140 g. CO2 pr. km.)
Forbrug i test: 15,9 km/l
Længde/bredde/højde: 423/180/158 cm
Akselafstand: 264 cm
Bagagerum (min/max): 422/536/1.275 liter
Køreklar vægt: 1.456 kg
Motor: 4 cyl., 1,3 liter turbobenzin
Effekt: 130 hk/240 Nm (v. 1.600 omdr./min.)
0-100 km/t: 9,6 sek
Topfart: 193 km/t
Særligt standard udstyr (Intens)
Automatisk nødopkald, vognbaneassistent, automatisk nødbremse med reg. af fodgængere og cyklister, vejskiltegenkendelse, hill-assist, fjernbetjent centrallås, LED-forlygter, p-sensor for bag, regnsensor, fartpilot, digitalt instrumentpanel, bakkamera, elruder for og bag, nøglefri betjening, el-spejle, klimaanlæg, sædevarme foran, 7” infoskærm med navigation, Android Auto og Apple CarPlay, Bluetooth, indgange til USB og jackstik, forskydeligt 1/3-2/3-splitbagsæde, fleksibel bagagerumsbund, 17” alufælge, instrumentpanel med perforeret kunstlæder, højde- og længdejusterbart multifunktionslæderrat mm.
Ekstraudstyr på testbilen:
Bose lydpakke: 9.900 kr.
Opvarmet forrude: 2.900 kr.
Førerassistentpakke inkl. adaptiv fartpilot og blindvinkelalarm: 7.900 kr.
Soltag: 14.900 kr.
Metallak ”Rød – Flamme/sort tag: 6.500 kr.
(*Anslået af hvilkenbil.dk)