Guide: Alle nye elbiler i Danmark til under 200.000 kr.

elbiler under 200.000 kr.

Udvalget af billige elbiler vokser på det danske marked. Hvilkenbil har fundet 13 nye elbiler, der alle koster under 200.000 kroner.

Der er gode nyheder til danske bilkøbere. Omstillingen til elbiler er ikke længere en lukket fest for dem, der har en kvart million kroner eller mere på bilbudgettet. Særligt i år er udvalget af billigere elbiler for alvor vokset.

Hvilkenbil har scannet markedet og fundet 13 nye elbiler, der alle koster under 200.000 kroner. Dermed kan de konkurrere med både brugte elbiler og mange mindre, fabriksnye fossilbiler. Elbiler er med andre ord blevet et reelt alternativ for mange flere danskere.

Det fine er, at mange af de billige elbiler tilmed er relativt store og rummelige. De fleste af dem fås også i et bredt udvalg af varianter med forskellige batteristørrelser og dermed rækkevidde. Lægger man de forskellige modelvarianter sammen, er der tale om langt flere end 13 elbiler.

Flere modeller på vej

Vi har dristet os til at tage forskud på glæderne. Blandt de 13 biler kommer et par stykker først til Danmark senere i november eller i løbet af december (Disse biler er markeret med et * i grafikken herunder). 

I 2026 kommer der endnu flere billige elbiler, og så vender vi tilbage med en opdateret oversigt.

BYD er billigst  

Blandt de elbiler, der først kommer senere i år, er basisudgaven af BYD Dolphin Surf. Med 30 kWh batteri tager den til gengæld titlen som Danmarks billigste elbil til prisen 149.995 kr.

Designet af BYD Dolphin Surf skiller sig ud med skarpe streger.

Kan du leve med den beskedne rækkevidde på 220 km og en lidt ulogisk betjening, er der tale om en ganske velkørende og rummelig elbil. Der i øvrigt ikke bare er Danmarks billigste elbil, men bil i det hele taget: I skrivende stund underbyder den billigste Dolphin Surf også Danmarks billigste fossilbil, Toyota Aygo X, der koster fra 158.000 kr.

Det understreger, at elbiler for alvor er ved at blive hvermandseje. Men også, at skrappe miljø- og sikkerhedskrav har gjort de billigste fossilbiler væsentligt dyrere end for 10 år siden.

Læg mærke til disse fem

Blandt de 13 billige elbiler vil vi fremhæve fem.

Var det ikke for den kommende basisudgave af BYD Dolphin Surf, ville Citroën ë-C3 tage titlen som Danmarks billigste til 160.000 kr. Basisudgaven You! tenderer det skrabede, men ë-C3 er en ærlig elbil, der tilbyder fin komfort og plads til en fair pris.

Trods det smalskuldrede look er der god plads i Hyundai Inster.

For 10.000 kr. mere får du en mere moden elbil i Hyundai Inster, der bl.a. overbeviser med nem betjening med mange fysiske knapper og god plads i den blot 3,8 meter lange bil. Dog skal du acceptere, at den smalskuldrede sydkoreaner kun har fire siddepladser og ikke kan udstyres med trækkrog.

Har du 180.000 kr., har Peugeot et godt tilbud til dig. I al ubemærkethed har franskmændene relanceret en ganske veludstyret udgave af E-208 (foto øverst), der kører lige så godt, som den ser ud, og har fornuftige 363 km rækkevidde. Det gør E-208 til en stærk konkurrent til den højt roste Renault 5, der faktisk er 10.000 kr. dyrere i basisudgaven med begrænset udstyr og rækkevidde på 312 km. 

Alligevel vil vi fremhæve Renault 5, fordi det bare er en uhyre vellykket og velkørende lille elbil. Men Peugeot presser den hårdt på prisen.

Prisen er det mest spændende ved Leapmotor B10 - den er sensationelt lav. Foto: Lars Krogsgaard

Ny kineser flytter grænser

Går vi helt til grænsen for de 200.000 kroner, lokker det nye kinesiske bilmærke Leapmotor med den Skoda Elroq-store B10. Selv basisudgaven til strategiske 199.999 kr. byder på en del udstyr, nydelig finish, virkelig god plads til fem voksne og al deres bagage med en brugbar rækkevidde på 361 km.

Vi har kun kørt lidt i B10, og har indtryk af, at den lider af klassiske kinesiske udfordringer med dårligt fungerende assistentsystemer og en software, der sikkert er udviklet lynhurtigt, men heller ikke virker færdiglavet.

Ikke desto mindre flytter Leapmotor grænsen for, hvor meget bil man kan få for 200.000 kr. Det kan presse hele markedet nedad.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here