Tysk undersøgelse viser, at to-tre år gamle benzin- og dieselbiler har brug for vejhjælp cirka tre gange så ofte som to-tre år gamle elbiler.
“De gule engle”, kalder man tyske ADAC’s vejhælp. Efter farven på ADAC-bilerne. Og de gule engle har travlt – alene i 2025 rykkede de ud 3,7 millioner gange til nedbrudte biler i hele den tyske forbundsrepublik, og en gennemgang af samtlige assistancer dokumenterer flere ting meget tydeligt.
Analysen viser først og fremmest, at elbiler slet ikke har brug for vejhjælp i samme grad som benzin- og dieselbiler.
Faktisk rykker ADAC’s gulmalede vejhjælp ud til to-tre år gamle fossilbiler næsten tre gange så ofte som til to-tre år gamle elbiler. Jo ældre bilerne bliver, desto mindre bliver forskellen. Men tendensen er den samme: Elbiler bryder sjældnere sammen end benzin- og dieselbiler.
Problemer med 12 volts-batteriet
Fire år gamle fossilbiler har brug for vejhjælp dobbelt så ofte som lige så gamle elbiler, og når bilerne har fem år på bagen, må ejerne af fossilbilerne ringe efter vejhjælp næsten dobbelt så ofte.
Uanset om den nødstedte bil er elektrisk eller fossildrevet, er årsagen cirka hver anden gang problemer med 12 volts-batteriet. Når ADAC’s frelsende engle når frem til en nødstedt trafikant, skyldes det i 45,4 procent af tilfældene, at 12 volts-batteriet er løbet tør for strøm.
Tommelfingeren op for BMW i3 og Tesla Model 3
Når der fokuseres på tre til fem år gamle elbiler i ADAC-statistikken, fremstår Tesla Model 3 og Model Y sammen med BMW i3 i og i4, Mini, VW ID.3 og ID.4, Mercedes EQA, Cupra Born, Skoda Enyaq og Audi Q4 e-tron og Q8 e-tron som dem med færrest havarier.
Derimod optræder Hyundai Ioniq 5 og Mazda CX-30 relativt ofte i statistikken.
Blandt de fossildrevne kommer det som lidt af en overraskelse, at et mærke, der normalt forbindes med stor pålidelighed, falder igennem. Her er tale om Toyota, hvor Yaris og Yaris Cross, CH-R, Corolla og RAV-4 blinker med rød skrift i ADAC-oversigten. Heller ikke Ford Kuga har noget at være stolt af.
De 20 mest pålidelige
Herunder de 20 biler årgang 2022, som ADAC rykkede ud til færrest gange sidste år. Vi har ikke delt bilerne op mellem el- og fossildrevne, men angivet det i parentes efter bilens navn.
Tallet ud for hver model angiver antal havarier pr. 1.000, og i ADAC-statistikken står de med mørkegrøn baggrund og karakteren “meget lav” (sehr niedrig).
| Model | Antal havarier pr. 1.000 |
| BMW i3 (el) | 0,4 |
| Tesla Model 3 (el) | 0,7 |
| BMW X2 (fossil) | 0,8 |
| Mini (el og fossil) | 0,8 |
| Audi Q4 e-tron (el) | 0,9 |
| Audi A4 (fossil) | 0,9 |
| VW ID.4 (el) | 1,0 |
| BMW 3-serie (fossil) | 1,1 |
| BMW 5-serie (fossil) | 1,2 |
| Tesla Model Y (el) | 1,2 |
| BMW 1-serie (fossil) | 1,3 |
| Mercedes EQA (el) | 1,3 |
| VW ID.3 (el) | 1,3 |
| Audi Q8 e-tron (el) | 1,4 |
| Mitsubishi Eclipse Cross (fossil) | 1,5 |
| BMW 2-serie (fossil) | 1,6 |
| Audi Q2 (fossil) | 1,7 |
| Cupra Born (el) | 1,7 |
| BMW X3 (fossil) | 1,8 |
| Cupra Leon (fossil) | 1,8 |
De mindst pålidelige
Herunder de 20 biler årgang 2022, som ADAC rykkede ud til flest gange sidste år. Tallet ud for hver model angiver antal havarier pr. 1.000, og i ADAC-statistikken står de over 20 havarier pr. 1.000 biler markeret med rød baggrund og karakteren “meget høj” (sehr hoch). Mellem 10 og 20 havarier pr. 1.000 biler er baggrunden orange og karakteren “høj” (hoch).
| Model | Antal havarier pr. 1.000 |
| Toyota Yaris Cross (fossil) | 63,4 |
| Toyota Yaris (fossil) | 50,2 |
| Toyota C-HR (fossil) | 33,2 |
| Toyota RAV-4 (fossil) | 31,0 |
| Opel Insignia (fossil) | 30,5 |
| Hyundai Ioniq 5 (el) | 28,2 |
| Ford Kuga (fossil) | 19,5 |
| Ford Focus (fossil) | 16,9 |
| Toyota Corolla (fossil) | 15,2 |
| Hyundai i20 (fossil) | 14,8 |
| Mazda CX-30 (el) | 14,6 |
| Dacia Jogger (fossil) | 13,3 |
| Ford Fiesta (fossil) | 13,1 |
| Kia Picanto (fossil) | 12,4 |
| Kia Sportage (fossil) | 12,1 |
| Skoda Kodiaq (fossil) | 11,9 |
| Nissan Qashqai (fossil) | 11,4 |
| Skoda Octavia (fossil) | 11,0 |
| Hyundai Tucson (fossil) | 10,5 |
| Opel Astra (fossil) | 10,3 |





