Flere måneder før den officielle verdenspremiere, tester VW den elektriske ID Polo uden kamuflage-folie. Se de første spionfotos her.
P-dag nærmer sig. Til maj forventes VW at afsløre ID Polo, mærkets første elbil i miniklassen. Interessen er massiv, for den elektriske Polo og søsterbilerne Skoda Epiq, Cupra Raval og ID Cross har som kompakte og relativt billige elbiler alle potentiale til at blive blandt de bedst sælgende elbiler overhovedet i Danmark og resten af Europa.
Angiveligt skal basisudgaverne koste under 200.000 kroner.
To batteristørrelser
VW selv puster flittigt til PR-ilden ved løbende at slippe små nyheder om bilerne. Senest har vi fået at vide, at de elektriske firlinger kommer med to batteristørrelser med tre forskellige lynladehastigheder og hele fire forskellige motorydelser. Det kan du læse mere om her i artiklen om Skoda Epiq.
Indtil videre har VW kun vist ID Polo iført kamuflage-folie. Selv med folie er det tydeligt, at VW vender tilbage til et mere klassisk design, der mere minder om de foregående udgaver af Polo end de futuristiske elbiler ID.3 og ID.4.
Mere ‘analog’ kabine
Det samme gælder kabinen, hvor førerpladsen vender tilbage til fysiske knapper og greb. Det digitale speedometer kan endda komme til at se ud som det analoge instrumenthus i den første Golf fra midt 70erne - altså ren retro.
ID Polo kommer også i en heftig GTI-udgave, hvor elmotoren yder 166 kW (225 hk).
Netop GTI’en blev forleden fanget på kamera af SH Proshot. Bortset fra lidt kamuflagetape omkring forlygter og frontgrill, giver spionbillederne det hidtil mest præcise indtryk af, hvordan ID Polo kommer til at se ud. Klik på linket herunder:
Volkswagen ID.Polo with little to no camo.
byu/Saurta17 inVolkswagen
Typisk for VW er GTI-udgaven relativt afdæmpet i forhold til de almindelige udgaver. Kun de store 19-tommer hjul og ret diskrete spoilere for, bag og langs siden, afslører, at her kører den mest hidsige ID Polo.
I Danmark til efteråret
Efter verdenspremieren i maj skal vi stadig vente til efteråret, før de første elektriske Poloer når frem til de danske VW-forhandlere.
Læs mere om ID Polo her: Her er VWs folkelige elbil - med nyt navn






