Her er den nye Audi A4

Ny platform gør Audi A4 lidt større, men også op til 120 kg lettere. Al den avancerede teknik fra den store Q7 kan også fås til A4, der både kommer som sedan og stationcar til november.

Fjerde generation af Audi A4 må kandidere til titlen som den mest forsigtige designfornyelse i bilhistorien – nogensinde. Nyheden er som snydt ud af den store single-frame kørergrill på forgængeren. Selv vi hærdede bilnørder her på redaktionen skal kigge både to og tre gange, før vi ser de bittesmå forskelle i form af let ændrede lygter, ændret placering af sidespejle og de skarpe kanter på kølergrillen, før tiøren falder. Eller som en læser på det tyske AutoBilds hjemmeside tørt konstaterer:

Den nye A4 er lige så spændende og overraskende at se på, som det er at høre kansler Merkels årlige nytårstale…

Tag den Audi. Men inden man håner fabrikken for at være komplet idéforladt skal man huske på, at de gode tyskere i Ingolstadt har kolossal succes med at lade bilerne ligne hinanden: Audi er godt på vej til at indtage tronen som verdens bedst sælgende prestigemærke foran BMW og Mercedes.

Kunden har som bekendt altid ret, og Audis kunder er helt åbenlyst ikke begejstrede for overraskelser. Det gælder også i Danmark, hvor A4-salget altid har været solidt – få biler passer bedre til danskernes drøm om en hvidkalket funkisvilla udstyret med danske møbelklassikere og lyd og billed fra B&O. Sidstnævnte firma leverer i øvrigt såkaldt 3D-lyd til topudgaverne af A4.

Nok om designet – der vel ret beset også er både stilfuldt og elegant, manglende fornyelse eller ej.

Ny og lettere platform
Under de velkendte linjer er den nye A4 nemlig spækket med nyheder. Teknikken er ny til sidste svejsning. Vigtigst er det, at Audi A4 står på en ny platform, der giver flere muligheder. Dels barberer den op til 120 kg af vægten selv om A4 vokser et par cm på alle leder, så den nu – ifølge Ingolstadt – byder på prestigeklassens mest rummelige kabine. Dels giver den nye platform mulighed for at hælde næsten al den avancerede teknik fra den nye kæmpe-SUV Q7 ned i A4 – fra infotainment-systemer med integrerede skærme til både instrumenthus og midterkonsol til avancerede sikkerhedsassistenter, der f.eks. kan ’se om hjørner’ og opdage forhindringer før det menneskelige øje.

Sammen med rekordlav vindmodstand og opdaterede motorer, er det med til at gøre den nye Audi A4 op til 21 procent mere økonomisk end den nuværende model.

To gode eksempler er de såkaldte Ultra-modeller med enten benzin- eller dieselmotor. Med en to liters turbobenziner med 190 hk er A4 Ultra således i stand til at køre 20,8 km/l, mens den tilsvarende diesel-version med 150 hk kører hele 26 km/l.

Imponerende tal – og interessant at Audi når det lave forbrug med benzinmotoren ved at benytte samme teknik som Mazda med forhøjet kompression.

A4 kommer i første omgang med syv forskellige motorvarianter, tre benzinere og fire diesel, der alle tvangsfodres med turbolader. Som noget nyt skal der dog hældes tilsætningsstoffet AdBlue i tanken på dieseludgaverne – ellers kan de ikke overholde nye, skrappe EU-krav til udstødningen.

Som udgangspunkt er alle motorer koblet til en sekstrins manuel gearkasse som standard, mens Audis fine dobbeltkoblings-automatgear med syv trin er tilvalg. Xenon-lygter bliver standard, mens aktive og justerbare støddæmpere er standard på alle A4-modeller med 190 hk eller mere.

Mere plads end konkurrenterne
Audi A4 skal tage kampen op mod den nye Mercedes C-klasse og den netop faceliftede BMW 3-serie. Her kan trumfkortet vise sig at være mere plads. A4 vokser til en totallængde på 473 cm, og ifølge Audi er benpladsen på bagsædet øget med mere end to centimeter, mens bagagerummet i sedanen øges fra 480 til 505 liter. Dermed har A4 en fordel i pladsudnyttelse over for ærkerivalerne – og det gælder også i en sammenligning med klassens spændende outsider, Jaguar XE.

Køreegenskaberne fortæller Audi ikke så meget om, men det grundlæggende layout med langsplaceret motor og for- eller firehjulstræk er der ikke ændret ved.

Her adskiller Audi A4 sig fra konkurrenterne, der alle praler af baghjulstrækkets perfekte vægtfordeling. A4, derimod, har traditionelt haft en mere næsetung og mindre styrevillig opførsel, der ikke altid harmonerer med mærkets sportslige ambitioner – det skal blive spændende at teste, om der er sket mærkbare forbedringer her. Konkurrenterne overgår i hvert fald hinanden i disciplinen køreglæde og styrepræcision, så A4 har noget at leve op til.

Audi A4 bliver en af showstopperne på septembers biludstilling i Frankfurt. Både sedan og stationcar ventes klar til salg i Danmark til november.

Læs også: Audi overhaler BMW og Mercedes

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here