VW afslører flere detaljer om elbilen ID Cross, der kommer til Danmark til efteråret - prisen kan begynde fra 210.000 kroner.
Kamuflagefolien sidder der endnu, men nu afslører VW nye detaljer om den kommende elbil ID Cross.
Som en kompakt el-SUV i miniklassen med en længde på 415 centimeter har ID Cross alle forudsætninger for at blive Danmarks mest solgte bil, når den kommer til landet i løbet af efteråret. Meget afhænger selvfølgelig af prisen, og den giver VW selv et godt bud på nu: 28.000 euro skal ID Cross koste - og det kan omregnes til 210.000 kroner på danske plader.
Dermed rammer VW ID Cross omtrent samme pris som oplagte konkurrenter som Renault 4, Citroën ë-C3 Aircross, Peugeot E-2008 og Ford Puma Gen-e.
Basisversion med langsom lynladning
Samtidig slipper VW nu oplysninger om teknikken, der gør os klogere på ID Cross. Sammenholder vi det med de oplysninger, der er sluppet ud om den teknisk identiske søsterbil Skoda Epiq, nærmer vi os et ganske præcist portræt af en folkelig elbil med et solidt hitpotentiale i Danmark.
Basisudgaven får et beskedent LFP-batteri på 37 kWh, der vil give en rækkevidde omkring 315 kilometer. Ikke desto mindre vil det tage 45 minutter at lade op fra 10 til 80 procent, fordi den maksimale ladeeffekt kun bliver 50 kWh for at holde prisen nede.

Er det for langsomt, tilbyder VW en udgave med en ladeeffekt på 90 kWh, der vil halvere lynladetiden til cirka 28 minutter.
Det lille batteri kan kombineres med en elmotor, der trækker på forhjulene med enten 85 eller 99 kW (115 eller 135 hk).
Op til 430 kilometer
Ønsker man længere rækkevidde, kommer ID Cross også med et større NMC-batteri på 52 kWh, der klarer omkring 430 kilometer på en fuld opladning. Lynladning fra 10-80 procent er klaret på omkring 23 minutter, fordi den maksimale ladeeffekt er øget til 105 kW.

Det store batteri er koblet til en kraftigere 155 kW (211 hk), der gør det muligt at rykke fra 0-100 km/t på 7,6 sekunder. Om det store batteri kan kombineres med den mellemstore motor og dermed få endnu mere rækkevidde, oplyser VW ikke.
Let og rummelig
Til gengæld ved vi, at ID Cross bliver relativt let med en vægt under 1.600 kilo uanset batteritype. Det giver forudsætninger for gode køreegenskaber. Og er formentlig også forklaringen på, at VW nøjes med en klassisk, halvstiv bagaksel i modsætning til en dyrere multilink-aksel, som man typisk benytter for at håndtere elbilers højere vægt.
Pladsen ser også ud til at blive god med en akselafstand på 260 centimeter og et bagagerum på 475 liter - eller hele 1.340 liter med nedfældet bagsæde. Hertil kommer et praktisk frunk til for eksempel ladekabel under motorhjelmen.
Vi ved også, at ID Cross får en helt ny førerplads med langt flere fysiske knapper end før, der skal gøre betjeningen nemmere og mere intuitiv.
Tro mod konceptbil
Kigger man på de seneste fotos af bilen iført kamuflage-folie, er det også tydeligt, at designet er ganske tro mod konceptudgaven af ID Cross. Selv de tre pyntemarkeringer på den bageste vinduesstolpe er bevaret. Sidespejlene er monteret nede på dørene, og kraftige skærmkanter af plastic understreger SUV-looket. Set oppefra tyder det også på, at ID Cross kan udstyres med et stort glastag.
Selv om ID Cross skal produceres sammen med søsterbilen Skoda Epiq, ser vi den først i Danmark i løbet af efteråret - Epiq får et lille forspring omkring et par måneder.







