Hyundai-Kia løber ikke tør for sjældne metaller

Hyundai-Kia har opbygget lager af de sjældne metaller, som konkurrenterne nu har svært ved at skaffe fra Kina.

Er Hyundai-Kia lidt klogere og mere forudseende end konkurrenterne? Noget tyder på det. Mens flere bilproducenter og underleverandører er gået i ”total panik” over Kinas eksportrestriktioner på de sjældne metaller, der er afgørende for moderne biler, er pulsen helt i ro hos den sydkoreanske bilgigant. 

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Hyundai-Kia nemlig for længst set den alvorlige forsyningskrise være på vej. I al diskretion har virksomheden derfor gennem det seneste år indkøbt ekstra store mængder af sjældne metaller fra kinesiske underleverandører, inden eksportrestriktionerne trådte i kraft.

”Større manøvrerum”

Det afslørende en anonym repræsentant for Hyundai-Kia forleden på et telefonmøde med investorer. Ifølge Reuters siger Hyundai-Kia, at de derfor ”har langt større manøvrerum” end de fleste konkurrenter. Angiveligt har den sydkoreansk bilproducent sikret sig sjældne metaller til ”mindst et helt års bilproduktion.”

Reuters kilde ønsker at være anonym, fordi telefonmødet med investorerne var privat.

I en officiel udtalelse til Reuters sagde Hyundai-Kia, at ”vi evaluerer løbende markedsbetingelserne med henblik på at sikre operationel stabilitet og en flerstrenget, global forsyningskæde. Som del af vores standard-procedure opretholder vi et passende lager, der kan understøtte uafbrudt produktion.”

Hvis vi skærer gennem management-sproget siger Hyundai-Kia i virkeligheden noget i retning af, at ”vi kan vores kram og har styr på det, og derfor kan vi blive ved med at fremstille biler, selv om vores konkurrenter måske ikke kan.”  

Suzuki-produktion allerede stoppet

Godt for Hyundai-Kia, der har taget konsekvensen af, at Kina sidder på op mod 90 pct. af verdens sjældne metaller. De bruges i alt fra elmotorer til sensorer, så når Kina pludselig bremser for eksporten, er det ganske alvorligt for bilindustrien.

Flere underleverandører uden for Kina har allerede måttet indstille produktionen. I Japan har Suzuki som første bilmærke måttet indstille produktionen af modellen Swift som direkte følge af Kinas eksportrestriktioner. Ifølge flere analytikere er de indført som led i den handelskrig, som USA har indledt med Kina og mange andre lande.

Kina viser muskler

Krisen viser, at Kina både kan og vil spille det trumfkort det er, at sidde så tungt på en række helt afgørende ingredienser til den globale bilproduktion. Eksportrestriktionerne skal ses som en del at forhandlingerne mellem USA og Kina om den enorme told, som USA vil pålægge Kina. Her og nu går det ikke mindst ud over bilindustrien, der kigger ind i endnu en krise efter først corona i 2020 og efterfølgende manglen på mikrochips i 2022-23.

I værste fald kan Kinas eksportrestriktioner slå igennem som mangel på nye biler allerede til sommer.

Men altså ikke for Hyundai-Kia, der havde forudset og forberedt sig på Kinas udspil.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here