Hyundai-Kia: Solid state batterier er klar i 2030

Solid state batterier kommer. Men først i 2030, mener sydkoreanske Hyundai-Kia. Der er stadig mange tekniske forhindringer, der skal løses.

Solid state – eller faststof – batterier er på vej. Superbatteriet bliver en revolution for elbiler, fordi det på samme tid vil øge rækkevidden, reducere vægten og gøre opladning væsentligt hurtigere. Derfor arbejder stort set alle bilmærker på solid state-batterier. Målet er at komme først og dermed få en afgørende fordel.

Men nu siger sydkoreanske Hyundai-Kia ”ro på”.

Det var kort fortalt budskabet fra Spencer Cho, Hyundai Motor Groups chef for global planlægning, på koncernens såkaldte ”EV Day” tidligere på ugen. Her præsenterede Hyundai og Kia nye elbiler som EV4 og konceptbilen EV2 og gav et indblik i deres ambitiøse fremtidsplaner. Hyundai-Kia satser stort på elbiler og er blandt de mærker, der er længst fremme med omstillingen til eldrift uden for Kina.

”Jeg tror ikke, at vi kan kommercialisere (sætte i serieproduktion, red.) disse batterier før 2030. Når vores ingeniører er sikre på, at vi har pålidelige teknologier, vil vi til gengæld muligvis selv fremstille dem,” sagde Cho ifølge Automotive News.

Langt fra laboratorie til samlebånd

Cho advarer om, at der fortsat er store udfordringer med at løfte lovende prototype-batterier ud af laboratoriet og op på de samlebånd, der skal seriefremstille solid state batterier i stor målestok.

Dermed går Hyundai-Kia imod de mange optimistiske udmeldinger fra flere kinesiske elbil- og batteriproducenter. For eksempel lovede statsejede, kinesiske SAIC sidste år, at man allerede i år ville være klar med solid state batterier i elbilen IM. 

Optimisme i Japan

Også fra Japan, der ellers er sakket bagud på elbiler, lyder der optimistiske toner.

Verdens største bilproducent, Toyota, har annonceret et faststof batteri med 1.200 km rækkevidde, der kan lades fuldt op på blot 10 minutter i 2027.

Nissan, der ellers er i svære, økonomiske vanskeligheder, vil ikke stå tilbage og lover at have et fast stof batteri med dobbelt kapacitet af et tilsvarende litium-ion batteri på gaden i 2028

Honda holder sig heller ikke tilbage. Honda er næsten færdig med at bygge en pilotfabrik til fremstilling af mærkets egne solid state batterier. Inden 2030 vil de blive tilbudt i mærkets elbiler, lover Honda. 

Den japanske optimisme får Hyundai-Kia til at se forsigtige ud. Men måske har den sydkoreanske bilgigant fat i den lange ende, når man satser på at lancere pålidelig teknologi.

Mercedes siger også 2030

Mercedes placerer sig et sted midt imellem. Tyskerne har netop indledt testkørsler af en elbil med et solid state-batteri sammen med batteriproducenten Factorial Energy. Alligevel forventer Mercedes, at vi skal ind i 2030, før man er klar til at sælge elbiler med fast stof batterier.

Som Hyundai-Kia erkender Mercedes, at det endnu vil tage nogle år, inden man har løst alle tekniske udfordringer ved at massefremstille fremtidens superbatteri.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here