Hyundai vil bygge biler med robotter

Hyundai gør som Tesla og satser stort på robotter og kunstig intelligens. I 2028 skal de første robotter være med til at bygge biler.

Koreanske Hyundai har en plan. Og den minder til forveksling om den, som Tesla-chef Elon Musk har talt om i årevis: Kunstig intelligens og mere eller mindre menneskelige robotter er fremtiden. Derfor vil Hyundai satse helhjertet på begge dele, som ikke mindst skal bruges til at styrke Hyundais position i bilindustrien. 

Efter planen, som Hyundai fremlægger i dag på elektronikmessen CES i Las Vegas, skal koreanerne i 2028 have bygget 30.000 robotter, der skal indsættes på Hyundais bilfabrikker. Senere vil Hyundai også tilbyde robotter til andre.

Først simple opgaver

I første omgang skal robotterne udføre simple opgaver som at sortere og klargøre forskellige komponenter til bilproduktion. Men på sigt og ved hjælp af kunstig intelligens, skal robotterne i stigende grad overtage de opgaver, som mennesker har i dag.

Det lyder som science fiction, men Hyundai har allieret sig med nogle af verdens absolut førende firmaer inden for både kunstig intelligens og robotter.

For fire år siden købte Hyundai det amerikanske Boston Dynamics, der af mange anses for at være længst fremme med robotter. Robot-hunden Spot arbejder allerede på nogle Hyundai-fabrikker, hvor den indsamler data og overvåger værktøj.

Nu er Hyundai ved at omdanne Boston Dynamics fra en lovende start-up, til et firma, der skal bygge verdens måske mest avancerede humanoide robot, Atlas (foto øverst).

Skal erstatte medarbejdere

Bygget som et menneske med arme, ben og hoved, skal Atlas kunne overtage en lang række opgaver ved samlebåndet, hvor den kan løfte op til 50 kg i temperaturer mellem minus 20 og plus 40 grader igen og igen uden at blive træt eller have brug for en spisepause.

Robothunden Spot arbejder allerede på flere Hyundai-fabrikker.

Men det er ikke let at bygge en robot, der kan det samme som et menneske. Spørg bare Tesla, der stadig bakser med deres tilsvarende Optimus robot.

Hyundai har derfor indledt et samarbejde med Google’s DeepMind AI division om at udvikle den nødvendige software. Det er lidt af et kup for Hyundai, for DeepMind betragtes som et af de firmaer, der er længst fremme inden for udvikling af kunstig intelligens. DeepMinds seneste Gemini-model kan blandt andet opfatte, interagere og lære af oplevelser i den fysiske verden.

Fejlfri og utrættelig

Det vil være en kæmpe fordel, når Atlas-robotten skal indsættes ved et samlebånd og lære at bygge biler fejlfrit og utrætteligt.

Med sine nye AI- og robotplaner melder Hyundai sig ind i et tech-race med konkurrenter som Tesla og kinesiske Xpeng. På sigt skal det gøre firmaets biler bedre og potentielt billigere.

Men der er lang vej endnu. Mennesket er svært at efterligne, og robotter, der erstatter mennesker én til én rejser også et fundamentalt, økonomisk spørgsmål: Når Hyundai erstatter et menneske ved samlebåndet med en robot, hvad skal arbejderen så lave, så han kan tjene penge til at købe en bil for?

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here