Mercedes og Porsche finpudser og omdøber deres mindste sportsvogne. Mindre motorer og færre cylindre skal holde tørsten nede.
Mere historie, mindre tørst. Det er sagen hos både Mercedes og Porsche, der finpudser og facelifter deres mindste sportsvogne.
Hos Mercedes er det klaptags-roadsteren SLK, der både får en ansigtsløftning og et nyt navn. Fremover hedder den SLC – en betegnelse Mercedes lidt pudsigt brugte til 70ernes ret store coupé med fast tag, der var mere populær som den kortere SL med stofkaleche.
SLC er anderledes lille og vågen – og det gælder ikke mindste den trimmede nye version, der får nye lygter, opdateret infotainment og en mindre motor i den vildeste AMG-udgave. Her er det auf wiedersehen til den mægtige V8’er med 421 hk og goddag til en mindre tørstig V6er med 367 hk og sportsudstødning, så der stadig er noget AMG-lyd til entusiasterne.
Med navneskiftet til SLC er det efterhånden fjerde gang, at Mercedes moderniserer deres mindste roadster. Ret beset bygger SLC nemlig videre på SLK fra 2004. Men det er dyrt at udvikle en relativt avanceret sportsvogn, der sælges i et lille oplag, så teknikken skal strækkes for at gøre øvelsen rentabel.
En anden ting, der gør navneskiftet lidt pudsigt er, at betegnelsen SLK stammer fra ‘stamfaderen’ til den nye SLC, der i 1996 relancerede foldetaget af stål. Det var første gang i årtier, at man genså det mekaniske foldetag, hvilket siden gav SLK ikonstatus og skabte en bølge af lignende biler som f.eks. Peugeot 208 CC, BMW Z4, Volvo C70 og Renault Megane CC.
Mercedes SLC får verdenspremiere på biludstillingen i Detroit 11. januar.
Minus to cylindre – plus turbo
Hos Mercedes’ rival og nabo Porsche, går man lidt mere forsigtigt til værks med nye navne. Når de to mindste sportsvogne fra Porsche – roadsteren Boxster og sportsvognen Cayman – kommer i nye udgaver i løbet af 2016, får de begge tilføjet nummeret 718. Betegnelsen er en hilsen til Porsches legendariske historie, hvor 718 var betegnelsen på en racerbil fra 1957, der fejrede talrige sejre.
Men faktisk sker der en revolution i samme ombæring. Boxsters og Caymans nuværende basismotor – en 6-cylindret boxer – afløses af en 4-cylindret ditto med turbo. Samtidig ligestilles modellerne, så de fremover har lige mange hestekræfter, mens den åbne Boxster bliver dyrere end den lukkede Cayman. Tidligere var det – højst usædvanligt – lige omvendt.