Konceptbilen I-Pace er forsmag på den første, fuldt elektriske Jaguar – en 4,7 meter lang SUV med firehjulstræk, 400 hk og en rækkevidde på mere end 500 km.
Der er kø ved stikkontakten. Efter Teslas succes med først Model S og nu Model X, har de etablerede bilmærker travlt med at finde gnisten og sende deres egne, fuldt elektriske modeller på gaden i et forsøg på at indhente Teslas forspring.
Senest er det britiske Jaguar, der står på elvognen. Det sker med I-Pace, en SUV i BMW X3-størrelse med en længde på 468 cm. I første omgang – og det vil sige på den kommende biludstilling i Los Angeles – som et designkoncept. I sidste halvdel af 2018 triller den produktionsklare udgave så af samlebåndet hjemme i England. Ifølge designchef Ian Callum i et design så tæt på konceptbilens, at ‘man ikke vil blive skuffet’.
Elbiler er uundgåelige – Jaguar vil gøre dem uimodståelige”, som Ian Hoban, chef for Jaguar Land Rover’s modelprogram udtrykker det i forbindelse med afsløringen af I-Pace.
Jaguars første elbil kommer ikke alene til at konkurrere med Teslas Model X, men i høj grad også med lignende, elektriske SUV’ere fra Audi, Porsche og Mercedes.
De tekniske data ligner også til forveksling: En lithium-ion batteripakke på 90 kWh, der er indbygget i bilens platform og derfor helt gemt væk under gulvet. Ydelsen svarer til 400 hk, 0-100 km/t er overstået på godt fire sekunder og rækkevidden efter den optimistiske NEDC-norm er på den gode side af 500 km.
80 procent på 90 minutter
Ifølge Jaguar kan det store batteri oplades til 80 procent effekt på halvanden time i en særlig hurtiglader, mens det tager lidt mere end to timer at oplade til 100 procent. Sammenlignet med den omtrent lige så store Jaguar F-Pace SUV, kommer I-Pace til at koste ca. 10-15 procent mere.
Jaguars chefdesigner kalder designet af I-Pace for en ‘radikal afvigelse’ fra andre elbiler, der repræsenterer den næste generation af batteridrevne elbiler. Målet med designet har været at understrege, hvor anderledes mekanikken er i en elbil sammenlignet med en bil med forbrændingsmotor. I-Pace har en stor kabine og en kort motorhjelm, fordi elmotoren fylder ganske lidt.
”Den profil er kun mulig, fordi bilen er eldrevet. Og det er ikke fordi vi bare ville lave noget, der er anderledes fra vores andre modeller – designet skal simpelthen fejre den nye batteriteknologi,” forklarer Ian Callum.
Med en lille motor og alle batterierne pakket ned i gulvet, var det også muligt at skabe en akselafstand på hele 299 cm. Det gør I-Pace væsentligt mere rummelig end tilsvarende biler med benzin- eller dieselmotor. Samtidig er der – som i Tesla blevet plads til hele to bagagerum: Et traditionelt bagude på 530 liter og et mindre under motorhjelmen på 28 liter.