Man kan sige meget godt om Jaguar XE. Hvilkenbils redaktør Jens Velling glæder sig især over, at briterne har skabt et reelt alternativ til tysk dominans blandt de fine bilmærker.
Danskerne køber mikrobiler i spandevis, men hvis penge ikke var en udfordring, ville mange af os vælge en større model fra et tysk prestigemærke. Biler som Audi A4, BMW 3-serie og Mercedes C-klasse er og bliver drømmebilen for de fleste af os.
Man kan se det i tilfredshedsundersøgelser og salgstal. Audi, BMW og Mercedes scorer rutinemæssigt topkarakterer blandt de lykkelige ejere, og mens større firmabiler som VW Passat og Ford Mondeo oplever vigende salgstal, går salget af dyrere alternativer som A4, 3-serien og C-klassen kun én vej: Op, op, op.
Man forstår det godt. Vi taler om fremragende og lækre biler, der ikke bare kører godt, men også får deres ejere til at ligne smagfulde succeshistorier.
Al respekt for det. Der er kun et lille aber dabei: Ensartetheden er massiv og kedsomheden truer.
Sådan må det blive, når det er Deutschland über alles i den mellemstore luksusklasse. For lad os være ærlige; tyskerne har skabt en lukket klub. Alfa, Lexus og Volvo vil gerne lege med, men kommer ret konsekvent til kort, når tyskerne smækker deres tre esser på bordet: A4, 3-serien og C-klassen er på mange måder det ypperste, der findes på fire hjul: Vælg en 316d og du har den fuldendte hverdagsbil. Opgrader til M3 og du kan køre om kap med en Ferrari og stadig have plads til familien og indkøbsposerne fra Føtex. Min sjæl, hvad vil du mer’?
Have noget sjæl, selvfølgelig! For nok har tyskerne udviklet den lækre mellemklassebil til perfektion. Problemet er, at de slavisk følger den samme opskrift.
Med sammenbidt germansk præcision forbedrer de minutiøst og konsekvent konceptet, mens de holder skarpt øje med hinanden. Resultatet er forudsigelige og ensartede biler, der kun vil udfordre klassekammeraterne og aldrig konventionerne.
Man beundrer Audi, BMW og Mercedes for deres perfektion, men begejstres sjældent over det, man i mangel af bedre kan kalde for charme og personlighed. Som finurlige designindslag i de bedste Citroën’er, joy-stick gearskiftet i en Mazda MX-5 eller det frække vræl fra en ældre Alfa twin-spark motor. Tyskerne er klinisk renset for den slags afvigende adfærd.
Her er det Jaguar XE kommer ind i billedet. En britisk gentleman af en sportssedan, der ikke blot er elegant som et skræddersyet jakkesæt fra Savile Row, men faktisk har noget at have den selvsikre udstråling i.
Jaguar XE er den første ikke-tyske bil i mange, mange år, der fremstår som en reel udfordrer til tysk overherredømme i den mellemstore prestigebiler.
Kort fortalt kører XE som en BMW 3-serie. Det er en kompliment – og måske også min største, lille anke mod en ellers meget vellykket bil. For når først benovelsen over at Jaguar følger en så velkørende bil som 3-serien til dørs – for det gør uden det mindste forbehold – ærgrer man sig også lidt over, at briterne ikke benyttede lejligheden til at byde på noget andet end nærmest klonede køreegenskaber fra en tysk bil…
Resten af bilen er mere sin egen. Inden for de snævre rammer som den mellemstore prestigeklasse dikterer, er XE anderledes. Ikke nødvendigvis bedre – bare herligt anderledes end sine tyske ærkerivaler. Med en udstråling af underspillet upperclass, en mere cool og sportslig kabine og alt det high-tech fra infotainment til aluminiumspaneler som en moderne gentlemen gerne vil have, men ikke kunne drømme om hæmningsløst at flashe til omverdenen.
Samtidig fortsætter Jaguar med at kigge frem i stedet for at skæve bagud i historiebøgerne. Retro er so last year – XE er sat i verden for at give tyskerne kamp til stregen.
Missionen er lykkedes. Ikke fordi XE er lige så god som Audi A4, BMW 3-serie og Mercedes C-klasse, men fordi den endelig tilbyder et reelt alternativ til tyskerne.
Godt for Jaguar, godt for bilentusiaster – og godt for Audi, BMW og Mercedes, der endelig får noget tiltrængt modspil.
Læs også testen: Jaguar XE – imperiet slår igen
