BILTEST: Jaguar I-Pace er den første elbil fra det hæderkronede britiske mærke og tæt på et pletskud i første forsøg. Men det kræver tålmodighed at lade batteriet op.
Hvilken bil?
Et af de mest klassiske og hæderkronede bilmærker på markedet, britiske Jaguar grundlagt i 1933, er trådt ind i fremtiden med sin første elbil, der som den første elbil nogensinde tog titlen som ’Car of the Year 2019’ i Europa. Jaguar I-Pace er en stor femdørs SUV-lignende hatchback i premiumklassen med permanent træk på alle fire hjul. I-Pace leveres i tre udstyrsniveauer S, SE og HSE. Alle har 400 hk, der leverer voldsom acceleration. Vi tester her den dyreste HSE-udgave til 856.000 kr. plus en del (dyrt) ekstraudstyr, men Jaguar I-Pace fås fra 714.000 kr. og et beskatningsgrundlag som firmabil på 606.000 kr. Privatleasing er også en mulighed med en førstegangsbetaling fra 60.000 kr. og en månedlig ydelse fra 8.800 kroner over 36 måneder med 45.000 km til rådighed.
Vidste du at?
Jaguar I-Pace bygges ikke på engelsk grund. I stedet er produktionen udliciteret til østrigske Magna Steyr, måske mest kendt som Steyr-Daimler-Puch, der egentlig startede som riffelproducent i 1864. I dag udvikler og samler fabrikken biler for andre producenter. På fabrikken i Graz produceres i øjeblikket også Jaguars store SUV E-Pace samt blandt andet BMW 5-serie og Mercedes-Benz G-klasse. Virksomheden har stor erfaring med både firehjulstræk og faktisk også udvikling og produktion af batterier til bilindustrien. Denne del er dog solgt fra til Samsung, men Magna Steyr synes ikke at være et helt dumt sted at bygge en firehjulstrukket elbil. Det er folk, der kan deres kram.
Hvordan er førerpladsen?
En fin kombination af klassisk Jaguar og digital tidsalder. Førerpladsen er egentlig traditionelt og stilfuldt indrettet, men gearskiftet er fx blot frem- og tilbage-knapper, og næsten alle funktioner og informationer er samlet på tre digitale skærme med omfangsrige menuer. Vi nåede slet ikke i dybden med de mange funktioner i løbet af de få dage, vi havde bilen til rådighed, men umiddelbart virker det velfungerende. Dog kræver både indstilling af sædet og klimaanlægget lidt indlæring. Én ting, vi nåede at få indstillet, var bilens evne til genindvinding af energi til batteriet, hvor vi kørte på max. I praksis kan I-Pace køres udelukkende med højre fod i bytrafik, fordi den bremser selv ved at benytte elmotoren som motorbremse. Nedbremsningen er ret kraftig, så bremsepedalen bruges kun sjældent. Det er en afslappende og vanedannende måde at køre (el)bil på.
Hvordan opleves kabinen?
Frem for alt rummelig med komfort og oplevet kvalitet på et højt niveau. Med næsten tre meter mellem for- og bagakslen i I-Pace er der god benplads på bagsædet – selv en passager på 190 cm slipper for ’knæskader’ og ’hovedbrud’. Kabinebredden giver også fin plads til tre voksne passagerer, der også kan glædes over et helt plant gulv. Familiens yngre medlemmer hæftede sig ved et utal af opladningsstik – både 5V og 12V – og der er også friskluftdyser og varmekanaler til bagsædefolket. Bagagerummet er absolut godkendt, men afspejler ikke helt bilens grandiose ydermål. Elmotoren og trækket på bagakslen stjæler en del dybde i lastrummet. Foran er der også et lille bagagerum på 27 liter, hvor ladekablerne, der ellers ofte roder rundt bagi, kan opbevares.
Er sikkerheden i orden?
I høj grad. Jaguar I-Pace scorede i slutningen af 2018 de maksimale fem stjerner i Euro NCAP sikkerhedstesten. Det stive chassis er solidt og stift takket være udstrakt brug af aluminium og beskytter passagererne godt. Jaguar I-Pace er dertil udstyret med alle de nyeste aktive sikkerhedssystemer som standard, hvilket man også må forvente af en bil i denne prisklasse. Dog er det kun testbilen med det højeste HSE-udstyr, der har en adaptiv fartpilot med aktiv styringsassistent, der holder bilen midt i vejbanen. Det fungerer ret overbevisende, og man mærker de selvkørende biler rykke tættere på. Den adaptive fartpilot er også en fornøjelse at køre i kø med, da den virker helt ned til stilstand. Så hvis du ikke vælger topmodellen, anbefaler vi at tilkøbe den adaptive fartpilot. Merprisen er fra knap 16.000 kr. Læs mere på euroncap.com
Hvordan kører den?
Overraskende letbenet bilens størrelse og vægt taget i betragtning. I-Paces store afstand mellem akslerne er et plus for køreegenskaberne på langtur, hvor den er komfortabel og tyst…det er jo en elbil. Batteripakken med 432 celler vejer hele 750 kilo, men den er placeret i bunden af bilen, hvilket giver et lavt tyngdepunkt. Jaguar I-Pace krænger derfor ikke meget ved hurtige retningsskift og svingkørsel, men ved frisk kørsel på snoede veje, kan man godt mærke, at affjedringen kæmper med den høje vægt, og det kan give lidt nikkende bevægelser. Styringen af de store forhjul er præcis og med en fin ’feeling’, men hvis du vil køre sportsligt, bør du vælge bilens ’Dynamic’ indstilling af undervogn og kraftudladning, mens ’komfort’ og eco er til afslappet crusing. Testbilen er udstyret med luftaffjedring til godt 16.000 kr., der kan hæve frihøjden til SUV-agtige højder, hvis du skal ned ad en skovvej med dybe spor.
Hvordan er motoren?
En Jaguar er blandt rovdyrenes hurtigløbere med en topfart på op til 80 km/t. – lidt langsommere end geparden. Jaguar I-Pace er også seriøst hurtig, men knap så hurtig som fx en Tesla S. Dog matcher den Audi e-tron. Uanset udstyrsniveau, leveres Jaguar I-Pace med to elmotorer – en på hver aksel – der i alt producerer 400 hk og knap 700 Nm trækkraft. Det føles voldsomt og også lidt radiobilsagtigt uden ’rigtig’ motorlyd som akkompagnement. 0 til 100 km/t klares på 4,8 sekunder trods 2,2 tons køreklar vægt. Det er i sig selv på Ferrari eller anden superbils-niveau, men det er især op til 60-70 km/t, at accelerationen er så voldsom, at kvalmen hurtigt melder sig, når mavesækken trykkes mod rygsøjlen. Kræfterne rækker også til motorvejen, hvor der er rigeligt overskud. Topfarten er dog elektronisk begrænset til 200 km/t.
Hvordan er opladningen?
Den hurtige ’kat’ er desværre ikke den kvikkeste til at genvinde energien. Med i købet af I-Pace følger en oplader fra Clever, der kan lade med 7,4 kW. Er bilen helt flad vil, det tage 12-13 timer at lade den op derhjemme. I en offentlig ladestander kan I-Pace kun lade med 3,7 kW, og så tager det 26 timer at få batteriet ladet helt op. Med et almindeligt ’mormorstik’, der også følger med bilen, tager det mere end en arbejdsuge at ’tanke op’. I-Pace kan også hurtiglades med op til 100 kW, hvis man kan finde sådan en ladestander og heri kan bilen lades op fra 10 til 80 procent på ca. 45 minutter. De fleste af Clevers ladere kan dog max klare 50 kW, og så tager øvelsen ca. 1,5 timer. Alt i alt er ladetiderne for I-Pace ikke imponerende, og det kan kræve planlægning at udnytte bilen fuldt ud. Til gengæld er det billigt at lade: Abonnementet hos Clever koster 700 kr. pr. måned med ubegrænset opladning både ude og hjemme.
Hvordan er rækkevidden?
Fornuftig og frem for alt realistisk. Jaguar i-Pace er opgivet til at forbruge 21,2 kWh pr. 100 km og kunne køre 415 km på en opladning ifølge WLTP-normen. Det er acceptabelt, men ikke imponerende i forhold til langt billigere elbiler som Hyundai Kona og Kia Niro, der klarer omkring 450 km på en opladning med et 64 kWh batteri, men I-Pace er meget tungere og har trods flot formgivning af Jaguars skotske designer Ian Callum et stort karosseri med en markant opretstående front, der giver en del vindmodstand, så især motorvejskørsel suger i batteriet. Vores oplevelse i løbet af blot fire testdage, hvor vi aldrig nåede at blive ramt af ’rækkevidde-forskrækkelse’ er til gengæld, at I-Pace er meget realistisk og præcis med informationen om, hvor langt du kan køre på den resterende strøm. Det giver tryghed.
Passer prisen?
Tjo. En startpris på over 700.000 kr. er da en betydelig pris for de fleste almindelige husholdninger, og HSE-udgaven, som vi har testet, der har en del ekstraudstyr nærmer sig en mio. kr. Men på den anden side er en bil i samme klasse med brændstofmotor heller ikke billige. Til sammenligning koster Jaguars SUV F-Pace med firehjulstræk fra 686.000 kr. med ’kun’ 180 hk. Elbiler er fortsat dyre at fremstille, så selv med kun 20 procent afgift på løber prisen op, men I-Pace er skam også en stor, luksuriøs bil med heftige præstationer, og sammenlignet med konkurrenterne er I-Pace ikke dyr. Hvis du køber Jaguar I-Pace som firmabil kan slippe med et beskatningsgrundlag fra 606.000 til 721.000 kr. alt efter udstyrsniveau.
Er der alternativer?
Ikke mange. Udviklingen af premium el-biler er først nu for alvor kommet i gang. Jaguar sætter sig som biltype lidt mellem to stole – den er ikke en rendyrket SUV, men heller ikke en sedan. Det betyder, at den i princippet har hele to Tesla’er som konkurrenter. Den gigantiske Tesla Model X, der kan fås med seks og syv pladser koster i øjeblikket fra ca. 733.000 kr. for den billigste udgave med autopilot. Tesla Model S fås fra 707.000 kr. Audi e-tron, der har præstationer helt på niveau med Jaguar I-Pace, koster fra 800.000 kr. Mercedes EQC er også på vej med annonceret produktionsopstart i starten af 2019, men bilen er endnu ikke kommet til salg herhjemme, og vi har heller ikke set nogen prisliste endnu. Umiddelbart lægger I-Pace sig altså fornuftigt i prisfeltet af luksus-elbiler.
Konklusion:
For: Præstationer, design, komfort, plads.
Imod: Ladetid, vægt.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Jaguar I-Pace HSE EV400 AWD Aut.
Vejl. pris, inkl. lev.: 856.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 30.000 kr.
Årlig ejerafgift: 780 kr.
Garanti (rust/mekanik/batteri): 6 år/3 år (100.000 km)/8 år (160.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Rækkevidde (WLTP-norm): 415/470 km (alt efter udstyrsmodel)
Forbrug (WLTP-norm): 22/24,8 kWh/100 km (alt efter udstyrsmodel)
Længde/bredde/højde: 468/201/157 cm
Bagagerum (min/max): 505/1163 liter + 27 liter foran
Køreklar vægt: 2.208 kg
Batteri: 90 kWh lithium-ion
Motor: 2 elmotorer – for og bag
Effekt: 400 hk/696 Nm
0-100 km/t: 4,8 sek
Topfart: 200 km/t (elektronisk begrænset)
Særligt standard udstyr (HSE):
To digitale touchskærme, 12,3“ interaktivt førerdisplay, Meridian Surround Sound System 825 Watt, navigation, LED kørelys for og bag, regnsensor, 2-zonet klimaanlæg, kabinevarmer som forlænger rækkevidden, bluetooth, Apple Car Play/Android Auto, ladeudtag: 2 x 12V og 6 x USB, bakkamera, 360° p-sensor, parkeringsassistent, opvarmede sidespejle med ankomstlys, nøglefri adgang og start, automatisk nedblændelige spejle, skiftende interiørbelysning efter valgt køreprogram, 20″ alufælge, matrix LED-lys med DRL Signatur, el-styret bagklap med håndfri betjening, sportslæderrat, læderkabine med sportssæder, 18-vejs el-justerbare forsæder med varme og nedkøling samt memory for tre indstillinger, varme i bagsæder, førertræthedsregistrering, fartpilot/fartbegrænser, vejbaneassistent, skiltegenkendelse, adaptiv fartpilot med aktiv styreassistent, automatisk nødbremse, 360 grader kamera med advarsel for krydsende trafik samt blindvinkelassistent, 1 x 32A Type 2 ladekabel og 1 x universal kabel til 230V mm.
Ekstraudstyr på testbilen:
Metallak 10.300 kr., panorama glastag 13.300 kr., mørk taghimmel 3.200 kr., varme i rat 2.600 kr., aktiv luftundervogn 16.400 kr., head-up display 6.300 kr., DAB radio 3.700 kr., forlygtevasker 2.600 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)