Jydekrogen er ikke en fordom

Flere jyder end sjællændere køber bilen med anhængertræk. Jydekrogen koster, men øger bilens gensalgsværdi.

Noget tyder på, at en ‘jydekrog’ ikke er et helt skævt kælenavn for bilens anhængertræk.
Mens kun godt halvdelen af sjællænderne har købt deres sidste bil med træk, er det to ud af tre blandt jyderne, der har valgt at lade bilen udstyre med et anhængertræk. Det viser ny undersøgelse af YouGov og BilBasen.

“Populært har man ofte – og især på Sjælland – kaldt anhængertræk til bilen for “jydekrogen” og henvist til, at det især er jyderne, der lader bilen udstyre med træk. Den påstand viser sig nu også at holde statistisk set,” forklarer markedsanalytiker hos BilBasen, Jan Lang.

Tager man den direkte forskel på region Hovedstaden og region Midtjylland med i regnestykket, understreger det trækkrogen som et særligt jysk fænomen. Således har 70 pct. af midtjyderne udstyret bilen til en tur på genbrugsstationen og til grænsebutikkerne, mens blot  44 pct. af bilejerne i Hovedstadsområdet har købt bilen med træk.

Undersøgelsen understreger måske også et særligt behov blandt jyderne for ikke at være afhængige af andre. 85 pct. af jyderne er enige i, at den vigtigste grund til at udstyre bilen med træk er, at de selv vil have muligheden for at transportere større ting som møbler og storskrald, mens kun to pct. giver direkte pladsmangel i bagagerummet som væsentligste årsag.

Derudover peger Jan Lang på, at biler med trækkrog koster lidt mere, men at man får meromkostningen tilbage, når bilen skal sælges, da biler med trækkrog har en lavere afskrivning end biler uden. Det kan også spille ind i overvejelserne.

Undersøgelsen viser også, at det med henholdsvis 70 og 74 pct. af de adspurgte især er danske børnefamilier og bilejere bosiddende i landområder, der har købt bilen med anhængertræk.

“Som så meget andet, afhænger danskernes bilbehov meget af deres familie- og boligsituation. Derfor giver det selvfølgelig også mening, at børnefamilier med flere personer i husstanden, og som bor længere væk fra byerne har et ekstra stort behov for selv at være i stand til at fragte større ting”, slutter Jan Lang.

Fakta om anhængertræk:
– Har købt seneste bil med anhængertræk – Jylland: 66 pct.
– Har købt seneste bil med anhængertræk – Sjælland: 50 pct.
– Har købt seneste bil med anhængertræk – Region Midtjylland: 70 pct.
– Har købt seneste bil med anhængertræk – Region Hovedstaden:44 pct.
– Har købt seneste bil med anhængertræk – børnefamilier: 70 pct.
– Har købt seneste bil med anhængertræk – beboere fra landområde: 74 pct.

Undersøgelsen er lavet af BilBasen i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Der er gennemført i alt 1118 interviews med danske bilejere i alderen 18-74 år i perioden 3.-6. marts 2014.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here