Kan sportsvogne være elektriske?

sportsvogne

Betyder elbilernes tunge batterier et farvel til de sjove sportsvogne? Mazda vil lave elektrisk MX-5 – andre satser på undtagelser og e-fuel.

Lav vægt er grundlæggende dét, der gør biler underholdende. Tænk bare på Lotus-ingeniør Colin Chapmans mantra: “Simplify, then add lightness” – altså “gør det simpelt og tilføj så lethed”.

For nemheds skyld ofte forenklet til “Less is more” (mindre er mere).

Sådan har det altid været. Jo lettere bilerne er, desto hurtigere og mere underholdende er de.

En elbil kan selvfølgelig sagtens være rasende hurtig, så længe der er en vis mængde strøm på batterierne. Men når det kommer til hurtighed og lethed i sving, ligger de tunge batterier de elektriske wannabee-sportsvogne til last.

Da alle pile i disse tider peger på el og farvel til benzin, udfordrer det tilværelsen som let, sjov og hurtig sportsvogn. Indenfor få år vil det måske end ikke være muligt at købe  fabriksnye, letfodede og underholdende sportsvogne.

Det japanske ikon

For os afgiftsplagede danskere er svaret ofte “Mazda MX-5”, når en økonomisk opnåelig underholdningsmaskine skal anbefales.

Men den japanske producent har i lighed med så mange andre fastslået, at alle Mazdas modeller om 10-12 år vil være elektrificerede.

Så betyder det et farvel til den ikoniske, letfodede MX-5, som vi kender den?

Mazdas udviklingschef, Dave Coleman, understreger overfor det amerikanske magasin Carbuzz, at man ikke opgiver den to-sædede sportsvogns grundlæggende DNA.

I overgangsperioden mod ren el betyder det, at man til den næste MX-5 satser på en mild elektrificering, altså en hybrid-løsning.

“Essensen af en MX-5 er lav vægt,” fastslår Coleman og siger samtidig, at der er lang tid til fossilbilernes endeligt.

Underforstået, at der de kommende år kan ske meget i udviklingen af mindre tunge batterier, der vil sikre en både let og sjov fremtidig MX-5.

“2035 – året, hvor Mazda vil have dedikeret sig til elektrificering – er snart, men ikke snart. Vi har stadig tid til at løse vægtproblemet,” siger Coleman til Carbuzz.

Porsche 911 og BMW M4 består

Nogenlunde samtidig med Coleman-interviewet kunne det europæiske branchetidsskrift Automotive News fortælle, at Porsche kører med samme strategi for den lige så ikoniske 911’er.

“Vores strategi er i første omgang at satse på elektrificering, men vi vil så længe som overhovedet muligt producere 911’eren med benzinmotor,” siger Karl Dums, som er leder af Porsches afdeling for syntetiske brændstoffer, kaldet e-fuel, til Automotive News.

911-modellen tegnede sig i 2022 for 13 procent af Porsche-salget.

SUV’en Macan vil snart være elektrisk, derefter følger sportsvogne som 718 Cayman og Boxster og derefter den store SUV Cayenne. Hvordan Porsche fastholder letheden i de fremragende Cayman og Boxster skal blive spændende at følge.

Porsche har allerede meddelt, at næste generation af 718 Boxster bliver fuldt elektrisk.
Lobby-arbejde for syntetisk undtagelse

Det tyske sportsvognsmærke presser ligesom italienske Ferrari på for også efter 2035 at kunne sælge fabriksnye benzindrevne biler i EU. Kattelemmen hedder e-fuel, og blandt andet i den tyske forbundsdag arbejder det ene af de tre regeringspartier, FDP – de frie demokrater, for undtagelsen. FDP mener, at biler på syntetiske brændstoffer (CO2-neutrale) skal være tilladt, efter at forbuddet mod salg af fossildrevne person- og varebiler i EU træder i kraft i 2035.

BMW synes at lægge sig i slipstrømmen på Porsche og Ferrari. I hvert fald har BMW M’s ordførende direktør, Frank van Meel, til det australske tidsskrift Drive sagt, at næste M3 og M4 skal være “bedre end de nuværende, og hvis ikke det kan lade sig gøre som elektriske, så bliver næste generation fossildrevet”.

Kun få sportsvogne

Udover Mazda MX-5 er det blandt de fabriksnye, mere økonomisk opnåelige (under en million kroner) og relativt lette sportsvogne stadig muligt at købe eksempelvis en Audi TT – hvis man er hurtig, idet den er på vej ud – BMW 2 Coupé og Z4, Ford Mustang, Toyota GR86 og GR Supra.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here