Priskrigen på elbiler fortsætter. Hos Kia kan du spare op til 111.000 kr. på lager-udgaver af elbilen Niro EV. Men du skal læse det med småt.
Ikke en uge uden nye prisfald på fabriksnye elbiler. Denne gang er det Kia, der er ude med kæmpe-rabatter på den kompakte elbil Niro EV. Med omgående virkning sættes prisen på lager-biler ned, så en Niro EV, der i sidste uge kostede 386.000 kr., nu kan købes for 275.000 kr. En besparelse på solide 111.000 kr.
Prisnedsættelsen gælder den såkaldte Upgrade-udgave, der fås i tre versioner. Alt efter udstyr koster de mellem 275.000 og 290.000 kr., og du sparer mellem 96.000 og 111.000 kr.
Som navnet antyder er alle Upgrade-modeller topudstyrede. Du får bl.a. adaptiv fartpilot, head-up display, varmepumpe, nøglefri betjening, indtræk i kunstlæder og forsæder med både varme og køl, elektrisk bagklap, blindvinkel assistent og mulighed for at parkere bilen via fjernbetjening med i prisen. De dyreste udgaver har desuden panoramaglastag og Harman Kardon lydanlæg.
Foretrækker du leasing, er Kia klar med en meget lav månedlig ydelse på blot 1.995 kr. for 10.000 km årligt. Til gengæld skal du lægge 30.000 kr. i førstegangsydelse, mens det koster 300 kr. ekstra om måneden, hver gang du øger det årlige kilometertal med 5.000 km.
Du kan se de forskellige leasingmuligheder her.
Modelår 2024
Lager-bilerne er modelår 2024, så der er tale om friske varer.
Niro EV blev lanceret i Danmark i 2022 som et mindre og billigere alternativ til den avancerede Kia EV6. Modsat EV6 nøjes Niro EV med almindelig 400 volt teknologi og et batteri på moderate 64,8 kWh. Det giver en rækkevidde på 460 km.
Kia Niro EV afløste også e-Niro, der på et tidspunkt var en meget populær elbil herhjemme, fordi den tilbød lang rækkevidde til prisen.
Lynanalyse: Mere OK tilbud end røverkøb
En besparelse på 111.000 kr. på elbil-pioneren Kia, lyder som et tilbud, man ikke kan sige nej til. Den umiddelbart enorme besparelse fortæller dog også en historie om et marked, hvor priserne hele tiden falder, og hvor du som forbruger skal se dig godt for.
Ret beset er der mere tale om en nødvendig prisjustering end et røverkøb. Som ofte før skyldes det Teslas aggressive og løbende prisnedsættelser. Senest med udgangen af maj, hvor Teslas mindste bil, Model 3, for første gang kom under den magiske grænse på 300.000 kr. Det fik biler som Niro EV til at se håbløst dyre ud, og det er det, som den danske Kia-importør nu reagerer på. Andre mærker vil komme med tilsvarende prisjusteringer, ellers får de simpelthen ikke solgt de biler, de har på lager.
Som altid på det ekstremt konkurrenceprægede marked for elbiler, skal du læse det med småt, før du beslutter dig. Kia Niro EV er en glimrende elbil – især til de nye priser. På ét punkt er den dog overhalet af konkurrenterne. Den maksimale ladeevne i en lynlader er 72 kW – eller cirka det halve af, hvad moderne elbiler er i stand til.
Det kræver tålmodighed ved ladestanderen. Under optimale forhold tager det 43 min. at lade batteriet fra 10-80 pct. Til sammenligninger klarer førnævnte Kia EV6 det på 18 min. Langture kan altså blive en tidkrævende fornøjelse. Kører du sjældent langt og har mulighed for at lade hjemme, er det dog en mindre udfordring, og så kan Niro EV være et glimrende køb.