Kia viser ny og radikal design-stil

Konceptbilen Vision Meta Turismo markerer både Kia’s 80 års jubilæum og giver et indtryk af, hvordan mærkets design skal udvikle sig.

Det er længe siden Kia designede kedelige biler, og nu øger det sydkoreanske bilmærke indsatsen endnu en gang med en vild konceptbil.

Vision Meta Turismo hedder stilstudiet, der både markerer Kia’s 80 års jubilæum og viser, hvilken retning mærkets nuværende designstil kan udvikle sig i.

Som man kan se, arbejder Kia med et relativt lavt, langt og kantet design, der ser endnu mere futuristisk ud end de kantede EV3, EV4, EV5 og EV9 elbiler, som vi kender i dag.

Elementer af Cybertruck

Der er noget Tesla Cybertruck over Vision Meta Turismo - og det er et vovet valg, når man tænker på, hvor dårligt den engang så hypede el-truck sælger i dag.

Men så igen: Er man gammel nok, kan man også genkende noget Lamborghini Countach i de kantede linjer og den ekstremt korte motorhjelm, der næsten direkte fortsætter over i en ekstremt flad forrude. Netop den sportslige silhouet leder også tankerne hen på Kia’s egen GT-bil Stinger, der blev sendt på pension i 2022.

Forrude, tag og bagrude ser ud som om det er lavet et ét stykke glas.

Kia har aldrig lagt skjul på, at Stinger ikke var nogen sællert, men at den var vigtig for Kia som en ‘helte-bil’, der kan være med til at øge opmærksomheden og respekten for Kia. Stinger er også den Kia, som Vision Meta Turismo er tættest på at være en moderne, elektrisk afløser for.

Alle informationer på forruden

Netop skiftet til el gør det muligt for Kia at ‘pakke’ konceptbilen helt anderledes. Med batterier i bunden og elmotorer, der fylder ganske lidt, kan fronten gøres ultrakort og flad. Sammen med en forrude, der fortsætter hele vejen henover kabinen, er det med til at reducere luftmodstanden og dermed øge rækkevidden.

Kia giver også et bud på, hvordan fremtidens førerplads kan indrettes. Som i BMW’s Neue Klasse af elbiler, er her ingen instrumenter. I stedet er alle informationer kastet op på forruden, der fungerer som et kæmpe head-up display.

Yoke rat og joystick-betjening i Kia Vision Meta Turismo.

Rattet er helt fladt, hvilket tyder på, at Kia også er på vej med steer-by-wire, hvor små elmotorer sørger for styringen. Kia har også flyttet noget af betjeningen ned i et joystick på førersædets armlæn.

Skal fylde hul mellem EV6 og EV9

Kia opgiver foreløbig ingen specifikationer på Vision Meta Turismo, der nok mest skal ses som en prøveballon på et nyt formsprog. 

Kia præsident Ho-sung Song har dog tidligere sagt til Autocar, at man overvejer en elektrisk afløser for Stinger. Det vil på mange måder give mening, fordi sådan en model kan udfylde hullet mellem EV6 og EV9.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here