Kig ind i fremtidens Volvo

Designstudiet Volvo Concept Estate viser ikke blot Volvos fremtidige designstil, men også hvordan betjeningen fremover centreres på en stor iPad-lignende skærm.

Volvos designafdeling har travlt for tiden. Hele tre gennemførte designstudier har afdelingen kreeret op til afsløringen af den nye XC90 senere i år. Den store SUV udstikker nemlig kursen for et markant stilskifte tilbage til Volvos klassiske og lidt kantede design fra 70erne og 80erne. Tredje og sidste forløber for XC90 er Volvo Concept Estate, der er blandt trækplastrene på næste uges biludstilling i Geneve.

En stor trykfølsom skærm i midterkonsollen bliver omdrejningspunkt for betjeningen i fremtidens Volvo'er.
En stor trykfølsom skærm i midterkonsollen bliver omdrejningspunkt for betjeningen i fremtidens Volvo’er.

Volvo Concept Estate er inspireret af den legendariske, 3-dørs stationcar P1800 og ligner da også mere et bud på en ny V70 end en højbenet SUV – og det er der en mening med. Den nye stil med en opret kølergrill, en lang motorhjelm og de store hjul vil nemlig præge den kommende XC90 og derfra sive ned i andre Volvo-nyheder.

Vi skal kigge ind i Concept Estate for at finde de store nyheder – det er nemlig første gang svenskerne viser, hvordan fremtidens Volvo-kabiner kommer til at se ud og fungere. Med materialer af læder, kobber, krystal og uld har chefdesigner Thomas Ingenlath og hans team villet skabe en lys og lækker stemning af ‘svensk dagligstue’. Det enkle, nordiske look understreges af, at en stor del af betjeningen nu er samlet på en enorm iPad-lignende trykskærm i midterkonsollen – ikke ulig den, man finder i elbilen Tesla S.

”Idéen er at organisere betjening og information på en intuitiv og brugervenlig måde. Alt er lige der, hvor man forventer at finde det, og på den måde bliver det mere sjovt, effektivt og sikkert at køre,” forklarer chefdesigner Thomas Ingenlath.

Sammen med Volvos specielt designede Windows-baserede software bliver touchscreenens kontrolpanel omdrejningspunkt for Volvos interiørsystemer. Den erstatter alle kontakter og kontroller, med undtagelse af nogle få vigtige funktioner som lydstyrke, afspil/pause, risikoadvarsler og rudeopvarmning. Skærmen er også forbundet med instrumenterne foran føreren.

Skærmens layout er baseret på fleksible ”ikoner”, der hver viser en nøglefunktion. Navigation er foroven, derefter følger media og telefon.

”Information, navigation og media er højt placeret og lette at holde øje med. Telefon, apps og klimakontrol er lavere placeret og lette at nå og røre. Det er så logisk at betjene skærmen, at det meget hurtigt kommer til at sidde på rygraden,” fortsætter Thomas Ingenlath.

Den nye brugerflade er designet, så ”ikonerne” på touchscreenen bliver større når de aktiveres. Når et af ”ikonerne” forstørres for at vise information, formindskes de andre, men er dog stadig synlige og umiddelbart tilgængelige.

Træ, læder, uld og krystal i klassisk enkel, nordisk stil skaber en stemning af dagligstue i Volvo Concept Estate.
Træ, læder, uld og krystal i klassisk enkel, nordisk stil skaber en stemning af dagligstue i Volvo Concept Estate.

”At skabe et klart og dog roligt miljø er et kernepunkt i vores digitale håndværk. Det er fint nok,at en almindelig tablet kræver ens fulde opmærksomhed, men en touchscreen i en bil er en helt anden sag. Her skal information være klar og brugervenlig uden at man risikerer at miste fokus på trafikken,” siger Thomas Ingenlath.

Hvor tæt interiøret i Concept Estate er på den produktionsklare udgave ved vi først, når den nye Volvo XC90 får verdenspremiere til efteråret.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here