Når det kommer til elbiler, er kineserne langt fremme. Verdens største bilproducent, Toyota, er bagud, men det vil ændre sig de kommende år.
Mens Kina sprøjter elbiler ud i et tempo, så ingen kan være med, er hastigheden noget mere moderat, når det kommer til Toyota.
Også selvom den japanske gigant er verdens største bilproducent, og selvom seneste regnskabsår, der sluttede 31. marts i år, resulterede i et rekordoverskud på 130 milliarder kroner.
Indtil videre har Toyota kun lanceret én elbil, den mellemstore SUV bZ4X. En lillebror, bZ2X (billedet øverst), skulle komme senere i år, men Toyota har altså holdt stædigt fast i den semi-elektriske hybridteknologi, som de har været førende på siden første Prius i 1997.
Lige nu og hér har den stædighed vist sig at være økonomisk fornuftig. Efterspørgslen på benzin- og hybridbiler er nemlig fortsat stor, og Toyota kan notere en solid succes ved ikke at have investeret ensidigt i udvikling af elbiler.
76 mia. kr. skal investeres
Der er dog langt fra Toyotas melding for tre år siden, da man bebudede 15 nye elbiler senest i 2025, til den virkelighed, som vi står i nu.
Men nu kommer der angiveligt til at ske noget. Toyotas topdirektør, Koji Sato, siger i et interview med Financial Times, at man i dette regnskabsår har afsat 11 milliarder dollar (76 mia. kr.) til investeringer i vækstområder – og det primære vækstområde er elbiler, det sekundære kunstig intelligens.
Af samme grund bliver tallene på bundlinjen i dette regnskabsår ikke nær så flotte som i det forgangne rekordår. Finansdirektør Yoichi Miyazaki forventer et overskud, der er mindst 20 procent lavere.
Øvelsen er nødvendig, lyder det samstemmende fra topledelsen, for Toyota er med Miyazakis ord “langt efter konkurrenterne i Kina, og det betyder, at der nu kommer nogle svære år”.
“Vi bliver nødt til at skabe en game changer,” siger Miyazaki.
Ledelsens budskab er dermed også, at Toyotas nuværende planer ikke er tilstrækkelige, og at løfterne fra 2021 var for vidtløftige.
I pipelinen efter bZ2X ventes en større SUV med coupé-former og navnet bZ3X.
Minus på 691.000 kr. pr. elbil
Toyotas mere afdæmpede forventninger til dette regnskabsårs bundlinje, når man accelererer satsningen på elbiler, giver god mening. Især når man vender blikket mod Ford, der er et smerteligt eksempel på, hvor vanskeligt og økonomisk tungt, det er at satse på elbiler.
Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg taber Ford 100.000 dollar (691.000 kr.) på hver eneste elbil, som den amerikanske producent sender på gaden. Tallene dækker første kvartal i år.
Af samme grund har Ford nedjusteret de elektriske planer dramatisk og reduceret investeringerne med 12 mia. dollar (83 mia. kr.). Takket være indtægter fra hybridbiler og kommercielle køretøjer giver Ford samlet set dog stadig et solidt overskud.