Kinesisk batterigigant investerer i Nios batteriskifte

batteriskifte

Batterigiganten CATL vil sammen med Nio bygge verdens største netværk af batteriskiftestationer. Det kan også få betydning i EU.

En ny, stor aftale i Kina kan få betydning for, hvordan vi lader elbiler i fremtiden. Verdens største batteriproducent, kinesiske CATL, har allerede meddelt, at de vil investere 2,3 milliarder kroner i Nios batteriskifte-stationer. Ifølge rygter kan investeringen udvides til et regulært opkøb af Nios Power-afdeling, der står bag det ambitiøse skifte-koncept. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

“Nio og CATL vil udvide samarbejdet og i fællesskab bygge verdens største netværk af batteriskiftestationer,” siger en talsmand for Nio i en kommentar til Reuters.

Batteriskifte på få minutter

Batteriskifte fungerer lidt som et pitstop i Formel 1: I stedet for at lade bilen op, kører man blot ind på en station, hvor robotter på få minutter skifter det flade batteri ud med et fuldt opladet. Det hele tager cirka tre til fem minutter – næsten lige så hurtigt som det tager at tanke en fossilbil.

Nio har allerede over 3.000 skiftestationer i drift i Kina og er begyndt at opsætte de første i Europa, herunder i Norge og Tyskland. I Danmark findes der en enkelt skiftestation i Slagelse.

Herhjemme forbinder mange nok batteriskifte med Better Place, der forsøgte sig med samme teknologi fra 2007 til 2013. Konceptet blev aldrig nogen succes, og Better Place gik konkurs i 2013.

Med den nye investering fra CATL kan netværket af Nio Power Swap stationer vokse betydeligt. På sigt kan det også give adgang til bedre og mere avancerede batterier. Det sker som led i en strategi om at gøre batteriskifte til en reel konkurrent til de lynladestationer, som ellers er ved at vinde frem globalt.

Skifte eller lynladning?

Spørgsmålet er, om batteriskifte overhovedet er fremtiden?

Mens Nio og CATL udvider samarbejdet om batteriskifte, arbejder andre elbilproducenter og ladeoperatører på at gøre lynladning endnu hurtigere. I dag kan adskillige elbiler lade op til 80 procent på 18-20 minutter. Og med ny teknologi som 800-volts systemer, solid state-batterier og endnu kraftigere lynladere, kan den tid snart blive skåret ned til fem minutter eller mindre. Altså samme tid som batteriskifte.

Fordelen ved lynladning er, at det ikke kræver komplekse robotstationer og batterilagre. Ulempen er, at det angiveligt slider mere på batteriet og kræver meget strøm på én gang. Batteriskifte, til gengæld, giver brugeren et fuldt opladet batteri hver gang, der tilmed er opladet mere skånsomt for batteriet.

Batteriskiftestationer er dog dyre at opsætte og kræver naturligvis elbiler, der er bygget til det. I dag er Nios elbiler blandt de eneste, der kan skifte batteri. Det er den klassiske ”hønen-eller-ægget” problematik: Skal man først bygge en masse batteriskiftestationer – eller sælge en masse elbiler, der kan bruge dem?

Kapløb mellem teknologier

I Europa går det særdeles langsomt med at sælge Nio-elbiler, der kan benytte batteriskifte. Så enten skal Nio op i et helt andet gear. Eller også skal andre elbilproducenter tro så meget på konceptet, at de skal tilbyde elbiler med batteriskifte.

CATLs interesse i Nios teknologi viser, at der fortsat er interesse for batteriskifte. I hvert fald i Kina, mens teknologien mangler at slå an i Europa.

Om batteriskifte bliver et reelt alternativ til lynladning må tiden vise. Det er et klassisk kapløb mellem to teknologier, der ikke nødvendigvis levner plads til hinanden.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here