Xiaomi, kinesisk techgigant med enorme elbil-ambitioner, henter erfaren BMW-designer, der bl.a. står bag tyskernes ’Neue Klasse’ elbiler.
Xiaomi opruster igen. Den kinesiske techgigant, der er verdens tredje største producent af mobiltelefoner og har store elbil-ambitioner, har været på rov hos BMW. Her har de overtalt designeren Kai Langer til at skifte job.
Kai Langer er ikke hvilken som helst bildesigner. Han har tegnet biler for BMW i 20 år – senest som ansvarlig for BMWs Neue Klasse-elbiler, der er en kæmpe satsning for BMW med både banebrydende teknologi og design.
Afdeling i München
Ansættelsen af Langer kommer blot få måneder efter at Xiaomi hyrede en hel håndfuld ingeniører hos BMW, der skal lede kinesernes store satsning i Europa.
Efter planen vil Xiaomi ind på det europæiske marked i 2027. Et nyt udviklingscenter med tyske ingeniører i BMWs hjemby München skal bare vejen ved at udvikle biler, der både i udseende og præstationer vil tiltale et europæisk publikum. Så selv om Kai Langer sikkert ofte skal forbi Xiaomis hovedkvarter i Kina, kan han altså fortsætte med at arbejde i München med ind til flere velkendte kollegaer.
Komet-agtig succes
At Xiaomi går målrettet efter at hyre BMW-medarbejdere til deres nye udviklingscenter i München siger alt om, hvor seriøst kineserne forbereder indtoget i Europa.
Xiaomi har oplevet komet-agtig succes med mærkets to første elbiler. Først med Tesla Model 3-konkurrenten SU7 sidste år. Derefter med SUV-udgaven af samme bil, der med betegnelsen YU7 og design som en Ferrari Purosangue fik 200.000 bestillinger på tre minutter!
I et opslag på LinkedIn fortæller Kai Langer selv, at han ser ”nye muligheder” hos en ”af de mest progressive og fremadstormende techgiganter i verden.”
Kendt kinesisk metode
Det er langt fra første – og helt sikkert heller ikke sidste – gang at en kinesisk elbilproducent hyrer vestlige designere og ingeniører.
Tværtimod er det ofte normen for de nye kinesiske bilmærker med eksportambitioner at finde rutinerede medarbejdere hos vestlige konkurrenter. På den måde slår kineserne to fluer med ét smæk: Skaffer sig kompetencer, der kan gøre deres biler salgbare i vesten – og spænder ben for konkurrenterne ved at lokke nøglemedarbejdere med nye muligheder og sikkert også fede lønchecks.