Kun halvdelen af kapaciteten udnyttes på de europæiske bilfabrikker. Krisen kan betyde, at Kina i 2030 sidder på 10 pct. af markedet.
De europæiske bilproducenter har for mange fabrikker. Kun 55 procent af fabrikkernes produktionskapacitet udnyttes, og det betyder, at otte fabrikker i øjeblikket er i overhængende fare for at lukke.
Værst ser det ud for Stellantis-koncernens fabrikker, der kun udnytter 45 pct. af kapaciteten. Stellantis står bl.a. bag mærker som Peugeot, Citroën, Opel, Fiat og Jeep.
De europæiske bilproducenter har ikke genvundet momentum siden corona-pandemien, bl.a. fordi kineserne siden er kommet stormende. Og europæerne vil miste yderligere terræn, vurderer det internationale analyseinstitut AlixPartners.
“Europæiske bilproducenter vil de kommende år miste mellem en og to millioner biler til kineserne,” siger Fabian Piontek, der er AlixPartners’ chef i Tyskland til Automotive News.
I år sidder kinesiske bilproducenter på fem procent af markedet i Europa. AlixPartners skønner, at mærker som MG – en del af statsejede SAIC – og BYD allerede i 2030 vil have 10 pct. af markedet i Europa.
I dag dokumenterer udviklingen, at der er lutter fremgang for Kina og tilbagegang for EU, når det kommer til produktion og salg samt import og eksport af biler.
Svært at tilpasse
Den ringe udnyttelse af produktionskapaciteten koster penge på bundlinjen. Og er der noget, europæerne har brug for, er det penge til at kunne udvikle elbiler og holde trit med Kina.
Men hvor de kinesiske bilproducenter blandt andet takket være massive investeringer fra den kinesiske stat tilpasser sig lynhurtigt, er europæerne langsommere til at reagere på ændringer.
De seneste år har Volkswagen været travlt beskæftiget med at forhandle nedskæringer på plads. Men det er ikke mindst svært, fordi fagforeningerne og medarbejderne af historiske årsager sidder med ved bordet i bestyrelseslokalet. De har derfor en betydelig indflydelse på beslutningerne og ønsker kun nødtvunget at medvirke til masseafskedigelser.
I fjor tog det Volkswagen-ledelsen adskillige måneder at nå til enighed med medarbejderrepræsentanter om besparelser. VW måtte bl.a. opgive en planlagt nedlukning og endte med at nå til enighed med medarbejderne om nedsat produktion og en gradvis reduktion i arbejdsstyrken på 35.000 ansatte.
Ifølge AlixPartners koster nedlukningen af en bilfabrik i Europa omkring 1,5 milliarder euro (11,2 mia. kr.). Selve processen tager to-tre år.
Er fortjenstmargin virkelig så lav at 10% af markedet ses som kritisk? I takt med at Europæiske bilmærker rent teknisk kommer på omgangshøjde med de bedste kinesiske mærker, som må forventes sker i dette årti, får Kinesiske mærker vel også sværere med at konkurrere på vestlige markeder som efterspørger vestlige bilmærker.
Det kan simpelthen ikke være rigtigt at Europæiske bilmærker ikke skulle kunne overleve på det vestlige marked med en milliard forbrugere, der også, som gennemsnit, er de rigeste mennesker i verden.
Dertil kommer at hvis Europa kommer i gang med at producere billige elbiler - og det ser vi så småt tendensen til - så er der altså store lande derude som Indien, Filippinerne, Indonesien der ingen forkærlighed har for Kineserne.