Koreansk ID.3 konkurrent skal koste fra 270.000 kr.

Kia er klar med priserne på basisudgaven af den elektriske hatchback EV4, der lanceres i Danmark inden årsskiftet. 

Kia er klar med priserne på en af årets mest lovende elbil-nyheder, den kompakte hatchback EV4. Foreløbig kun i basisudgaven med det mindste batteri på 58 kWh og en rækkevidde på 440 km.

Her begynder priserne fra 269.999 kr. med det mindste Access-udstyr, der bl.a. har klimaanlæg, adaptiv fartpilot og 17-tommer alufælge som standard.

Teknik som Kia EV3

Kia EV4 bygger på samme E-GMP platform som den lidt mindre SUV Kia EV3, der blev Årets Bil i Danmark sidste år. Det vil sige valg mellem to batterier på henholdsvis 58 og 81 kWh og en elmotor på 150 kW (204 hk), der trækker på forhjulene. EV4 er dog 13 cm længere end EV3, og det kommer især bagsædepassagererne til gode: EV4 har overdådig benplads på bagerste række, viser det første møde med bilen i forbindelse med nomineringen af kandidaterne til Årets Bil-kåringen, som Hvilkenbil deltager i denne uge.

Den danske Kia-importør forhandler fortsat om priserne på Long Range-udgaven med 81 kWh-batteri og op til 633 km rækkevidde.

Sammenligner man med Kia EV3 tyder meget på, at EV4 hatchback bliver omkring 5.000 kr. dyrere end ‘lillebror’. Det indikerer, at Long Range-udgaven af EV4 skal starte fra lidt under 300.000 kr.

Tæt på konkurrenterne

Dermed placerer Kia EV4 sig tæt på oplagte konkurrenter som VW ID.3 og Cupra Born, der koster fra henholdsvis 310.000 og 260.000 kr. med sammenlignelige rækkevidder. Kinesiske konkurrenter som BYD Dolphin og især MG4, som der reelt er ophørsudsalg på, er dog væsentligt billigere. Her starter priserne for tilsvarende udgaver ved henholdsvis 215.000 og 200.000 kr.

Hatchbackudgaven med stor bagklap, der ventes at blive den mest solgte EV4 i Danmark, fremstilles i Zilina i Slovakiet, mens den 30 cm længere sedan-udgave produceres hjemme i Sydkorea.

Begge EV4-modeller bliver præsenteret på Kias udstilling i hal H under Elbilmessen i Herning i weekenden den 24. – 26. oktober. Både hatchback og sedan når frem til danske Kia-forhandlere inden årsskiftet.

Læs meget mere om Kia EV4 her.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here