Kun få problemer med leasing

Leasing rykker igen efter et længere dyk, og ifølge FDM opstår der sjældent problemer med leasingaftalerne. Heller ikke når bilerne skal afleveres igen.

Der er efterhånden kommet styr på leasingmarkedet herhjemme. Det fortæller Allan Skytte Christensen, der er forbrugerøkonom hos FDM, til epn.dk.

“Alle selskaber under Finans og Leasing benytter sig af FDMs leasingkontrakt, som giver forbrugerne en høj grad af beskyttelse. Tidligere var der mange forskellige kontrakter, men nu ser vi meget få problemer,” siger Allan Skytte Christensen.

Heller ikke når bilerne afleveres efter endt leasingperiode, oplever FDM nævneværdige skærmydsler. Gennemsnitsbilisten betaler cirka 3.000 kr., når bilen afleveres. Typisk til udbedring af nogle ridser eller en ’bilka-bule’.

“Men det er jo ikke en ny bil, der afleveres efter tre år. Der kan selvfølgelig blive tale om en større betaling, hvis man har haft hund i bilen, eller hvis man ikke har behandlet den ordentligt. Men det giver meget sjældent problemer,” fortæller Allan Skytte Christensen til epn.dk.

Pas på ekstra kilometer
Der, hvor de største ekstraregninger udskrives er, hvis der er kørt flere kilometer i bilen end aftalt.

“Hvis en bilist over tre år har kørt 30.000 km mere end aftalt, kommer der selvfølgelig en regning. Derfor understreger vi også over for medlemmerne, at de skal få genforhandlet leasingkontrakten, hvis deres kørselsbehov ændrer sig. Efter 12 måneder kan de komme ud af leasingaftalen, og så må de indgå en ny aftale med et andet antal kilometer. Det er i høj grad bilistens eget ansvar,” tilføjer Allan Skytte Christensen.

De ordnede forhold er måske medvirkende til, at leasingbilernes popularitet stiger både blandt private og firmaer.

Det er nye kvartalstal fra Finans og Leasing, der viser betydelig fremgang for leasing, selv om det stadig er langt mest udbredt at eje sin bil.

I årets tre første måneder har medlemmerne under Finans og Leasing leaset 12.767 nye biler ud. Heraf tegnede de private bilister sig for 2.176 biler, mens virksomhederne leasede 10.691 biler.

Når man sammenligner med første kvartal 2013, er der især for privatleasing tale om en markant fremgang – fra 716 til de 2.176. Det svarer til en tredobling.

Dermed er privatleasing ved at være tilbage på niveauet fra før 2012, da en lovændring mod leasing- og demobiler resulterede i en kraftig opbremsning i leasing. For virksomhederne var tallet for første kvartal 2013 på 8.907 biler, så her er fremgang til 2014 på 20 pct.

Når det gælder privatleasing, skal man bemærke, at det stadig kun drejer sig om en meget lille del af det samlede bilsalg. Derfor kan udsvingene blive mere voldsomme, understreger Finans og Leasing, der dog ikke er i tvivl om, at tendensen er opadgående.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here