Bilisterne er ikke betænkelige ved at køre på ferie i elbil. Nye tal dokumenterer en markant stigning i antal opladninger i udlandet.
At køre på ferie i elbil afføder tilsyneladende ikke længere akutte anfald af rækkeviddeangst. I hvert fald ikke hvis man kigger på antallet af elbilister, der i år har ladet deres biler op i udlandet.
For på ét år er antallet af elbilister, der har ladet i Tyskland, Østrig, Frankrig, Holland, Sverige og Norge, steget med 1.283 procent.
Det viser tal fra Andel Energi, der ejer Clever. Tallene omfatter de elbilister, der benytter Clevers netværk og operatørens roamingpartneres netværk. Man har sammenlignet antallet af opladninger i juli 2023 med antal opladninger i juli 2024.
“Elbilerne er ikke længere kun for de få, men er blevet en naturlig del af danskernes transportvalg – også når turen går til udlandet,” siger Rikke Trikker, kommunikationsdirektør i Andel, i en pressemeddelelse.
Udviklingen på kun et år viser tydeligt, at “danskerne i højere grad er trygge ved at tage elbilen på tværs af Europa”, tilføjer hun.
Flere ladepunkter kommer til, men …
På dansk jord blev der fra juli 2023 til juli 2024 etableret 11.000 nye ladepunkter, så der nu er næsten 25.000. Det er en stigning på 82 pct. Antallet af lynladestandere (ladeeffekt på minimum 100 kW) steg i samme periode med 169 pct. til 3.377, viser tal fra Mobility Denmark.
Ved udgangen af juli var der 272.000 elbiler i Danmark, hvilket er 79 pct. flere end for et år siden. Så det vil sige, at antallet af offentlige ladestandere procentvist er steget mere end antallet af elbiler.
De senest tilgængelige EU-tal, som Hvilkenbil har kunnet finde, viser, at der ved udgangen af 2023 var 632.423 offentlige ladestandere i de 27 EU-lande. Og cirka tre millioner elbiler. I 2023 blev der etableret 153.000 nye ladepunkter i EU. 13,5 pct. af dem var lynladere. Det viser tal fra The European Automobile Manufacturers’ Association (ACEA), der er en sammenslutning af Europas 15 største bil-, lastbil- og busproducenter.
EU-Kommissionen vurderer, at der vil være behov for 3,5 mio. offentlige ladepunkter i 2030 for at kunne mætte behovet. Omregnet vil det sige, at for at gå fra de nævnte 632.000 ladestandere pr. 1. januar 2024 til 3,5 mio. i 2030, skal der etableres 410.000 ladepunkter om året.
Dermed forslår 2023-tempoet med 153.000 nye ladepunkter på et år som den berømte skrædder i helvede.
I Danmark var der 1. august 2024 cirka 10,9 elbiler pr. offentlig ladestander. I EU var der 1. januar 2024 cirka 29 elbiler pr. offentlig ladestander.
61 pct. af de 632.000 offentlige ladestandere står ifølge ACEA i tre EU-lande: Tyskland, Frankrig og Holland. De tre lande dækker kun 20 pct. af EU-landenes areal. De sidste 39 pct. ladestandere er således fordelt på 24 lande, der dækker 80 pct. af EU’s geografiske areal.
Af redaktionen