Toyotas luksusmærke Lexus går fra én dansk forhandler til syv. Samtidig rydder Lexus op i modellerne og sælger nu udelukkende elbiler.
Lexus øger tilstedeværelsen i Danmark.
Siden Lexus gjorde comeback i Danmark i 2021, har Toyotas luksusmærke kun haft en enkelt forretning hos Toyota-importøren i Søborg. Nu syvdobler Lexus indsatsen med nye forretninger i Aarhus, Odense, Aalborg, Brøndby, Vejle og Esbjerg.
Mere end en bil
Lexus vil være kendt for en særlig kundeoplevelse, så mærket taler ikke om almindelige forhandlere, men et Drive & Service Partner koncept.
"Vores kunder forventer mere end blot en bil. De forventer en oplevelse. Med vores lokale Lexus-partnere kan vi levere den oplevelse endnu tættere på kunden med samme kompromisløse kvalitet og sans for detaljen, som altid har kendetegnet Lexus," siger Pernille Kim Johansen, direktør for Toyota Danmark, der står for importen af Lexus.
Drive & Service Partner konceptet fungerer som et tæt samarbejde mellem Lexus Brand Center i Søborg og lokale partnere, der i forvejen er autoriserede Toyota-forhandlere.
Hos de lokale partnere vil kunden blive mødt af dedikerede Lexus-medarbejdere, der er uddannet og trænet i Lexus-mærket og fungerer som lokale ambassadører for brandet. Målet er at tilbyde danske Lexus-kunder samme høje niveau af personlig service, detaljefokus og gæstfrihed, som Lexus er kendt for globalt.
Personlige prøvekørsler
Lexus-oplevelsen omfatter blandt andet personligt tilrettelagte prøvekørsler - også med udgangspunkt i hjemmet eller fra arbejdspladsen.

Alle Drive & Service Partners arbejder desuden tæt sammen med Lexus Brand Center om hele salgsprocessen, så kunden oplever én samlet løsning og ikke flere separate aktører.
"Vi bygger ikke bare et netværk, vi bygger relationer. Målet er at bringe Lexus-oplevelsen tættere på flere danskere og samtidig styrke den yderligere," siger Pernille Kim Johansen.
Kun elbiler
Lexus er et eksklusivt bilmærke herhjemme med blot 1.200 biler på de danske veje. Ikke desto mindre har Lexus sat nye salgsrekorder de seneste fire år. Med syv-doblingen af forhandlere satser Lexus på at sætte yderligere fart i den positive udvikling.
Samtidig strømlines modeludvalget til de elbil-begejstrede danske bilkøbere. Fremover sælger Lexus kun elbiler i Danmark.
Aktuelt betyder det, at SUV’en RZ, der er baseret på Toyota bZ4X, er den eneste model i programmet. Senere i år udvides paletten med sedanen ES og den store seks-personers SUV TZ.






