Den nye Rocks-udgave af Opel Adam ligner en bil, der har tilbragt mere end én tidlig morgen i fitnesscentret. Bilen får debut i Genéve i marts.
Til de bilkøbere, der har gået rundt og savnet en mikrobil, som har lidt ekstra stil, ligner en offroader OG er en semi-cabriolet, er Opel klar med gode nyheder. Konceptbilen Adam Rocks, som blev vist i foråret 2013, bliver nu til virkelighed. Bilen kombinerer netop de tre skitserede biltyper, og dermed vover Opel pelsen med en af de mest skizofrene biltyper siden Citroëns berømte og berygtede Pluriel fra 2003.
Adam Rocks har reelt ingen konkurrenter – det nærmeste vi kommer er VW’s opstyltede CrossUp, som dog hverken er en cabriolet eller en decideret livsstilsbil – eller Fiats Panda 4X4, som i modsætning til både Adam og Up er en ægte firehjulstrækker.
For trods en 15 mm øget frihøjde og store paneler i kraftig plastik har Adam Rocks naturligvis hverken krydsled, kardanaksel eller differentiale hængende under bagdelen. Opel håber at ramme et kundesegment, der gerne vil signalere en aktiv livsstil uden nødvendigvis at kravle op i en Range Rover.
På ét punkt lever Adam dog op til sit mere muskuløse udseende. Modellen agerer nemlig krybbe for en helt nyudviklet drivline, der er tænkt som lidt af en frelser for Opels småbilsprogram.
Mellem de svulmende forskærme ligger således tyskernes nye 3-cylindrede, 1-liters turbobenzinmotor med 115 hk. Motoren, som er koblet til en ligeledes nyudviklet 6-trins manuel gearkasse, skal på sigt erstatte de mindste 4-cylindrede sugemotorer i Opels modelprogram.
Ingen præstationer er endnu offentliggjort, men Opel har ved tidligere lejligheder lovet forbrugstal der er 10-20 procent forbedrede i forhold til sammenlignelige ikke-turboladede motorer. I Adam vil den store attraktion dog nok blive turbomotorens højere moment og de flere hestekræfter, som den nye maskine byder på. Svagbrystede motorer har været en af de eneste anker mod den køreglade mikrobil siden lanceringen i begyndelsen af 2013.
Hvad den nye fritids-Adam skal koste, hvornår og hvorvidt den overhovedet kommer til Danmark står endnu hen i det uvisse. Ligesom det øvrige Adam-program kan Rocks specificeres efter alle kunstens regler, og bilens skæbne i Danmark kommer i høj grad til at handle om, hvorvidt den danske importør kan forhandle fornuftige prispakker hjem. Til sammenligning har VW endnu ikke set et markedspotentiale i den højbenede CrossUp, som ikke sælges officielt i Danmark.