Konceptbilen Mazda X-Coupé med wankelmotor og hybrid-teknik kører på alger og opsuger CO2, mens den kører.
I denne uge er der biludstilling i Tokyo under navnet Japan Mobility Show 2025. Udstillingen bekræfter, at japanerne ikke for alvor er klar til at omstille til elbiler. I stedet viser de biler og teknologi, der i en eller anden form holder fast i forbrændingsmotoren.
Det gælder også Mazda, der endda har sat navn på tendensen. Mærkets motto på udstillingen i Tokyo er "The Joy of Driving Fuels a Sustainable Tomorrow", der kan oversættes til noget i retning af ”Glæden ved at køre bil bidrager til en bæredygtig fremtid”.
Sprogkyndige vil bemærke, at Mazda snedigt lister ordet ‘fuel’ - brændstof - ind i mottoet, og det er med garanti ingen tilfældighed.
Brandstof af mikroalger
Mazdas store shownummer i Tokyo er da også en ladehybrid med både wankel-motor og turbo. Vision X Coupé (X udtales cross) hedder konceptbilen, der godt nok har et opladeligt batteri med en rent elektrisk rækkevidde på 160 km, men først og fremmest understreger Mazdas fortsatte tro på forbrændingsmotoren.
Samtidig anerkender Mazda behovet for at reducere CO2-udslippet for biler. Vision X Coupé kører derfor på brændstof udvundet af mikroalger. Ifølge Mazda er brændstoffet CO2-neutralt.
Opsamler CO2
Men Vision X Coupé har endnu et miljøtrick i ærmet. Den er nemlig udstyret med den omdiskuterede Carbon Capture teknologi, der angiveligt gør den i stand til at opsamle CO2 under kørslen. Mazda hævder, at bilen derfor reducerer udledningen under kørslen.

Mazda oplyser ingen tal i den forbindelse og forklarer heller ikke, hvordan CO2’en lagres og opbevares, når den er samlet op. Men budskabet er klart og vil glæde tilhængerne af fossilbiler: Jo mere du kører, desto mere reducerer fremtidens Mazda CO2-udledningen. Vi ser frem til dokumentationen for den landvinding.
Forløber for ny RX-8
Det mest realistiske ved Vision X Coupé er måske, at den kan give et indtryk af designet på en ny udgave af sportsvognen RX-8 eller en større variant med bagsæde. RX-8 var Mazdas seneste sportsvogn med wankel-motor, men udgik i 2012 på grund af problemer med både emissioner og holdbarhed.
Siden har Mazda arbejdet på at benytte wankel-motoren, der også er kendt som en rotationsmotor uden stempler, som generator til elbiler med såkaldt rækkeviddeforlænger.
Fordelen ved wankel-motoren er, at den er fri for vibrationer, hvilket gør den særligt velegnet som generator, der skal generere strøm til en elmotor.
Mazda Vision X Coupé
Fem-dørs ladehybrid med Wankel-motor og firehjulstræk.
Ydelse: 510 hk
Rækkevidde: 800 km - heraf 160 km på el
Længde/bredde/højde: 505/200/148 cm






