Mercedes overhaler akkurat Audi og er først til at løfte sløret for en moderne elbil, der endelig kan tage kampen op med californiske Tesla. Crossoveren EQC har 408 hk og en rækkevidde på 450 kilometer.
De ’gamle’ bilfabrikker er endelig ved at finde gnisten og komme ind i kampen om kunderne til fremtidens elektriske biler. Et marked som californiske Tesla stort set har haft for sig selv i flere år – især blandt de dyrere elbiler, hvor Teslas Model S og Model X har fået en stor fanskare.
Men nu kommer konkurrenterne endelig fra den tyske bilindustri. Først til stikkontakten er Mercedes, der nu løfter sløret for den første model i mærkets nye EQ-modelrække. EQ står for Electric Intelligence og bliver fremover til en større familie af elbiler. Den førstefødte bliver den knapt 4,8 meter lange SUV EQC, der som modelbetegnelsen antyder er baseret på den ’almindelige’ GLC.
Med afsløringen slår Mercedes akkurat Audi, der om to uger viser deres tilsvarende el-SUV, E-Tron. Ærkerivalen BMW må også se sig slået med sin kommende elektriske udgave af den tilsvarende iX3.
Mercedes har selv udviklet el-teknologien, inklusive batteripakken med en kapacitet på 80 kWh. Batterierne ligger i bunden af EQC og godt det samme, for de vejer i alt 650 kg. Dermed bliver EQC en tung bamse på næsten 2,5 ton. To elmotorer – en til hver aksel – yder dog 300 kW, eller hvad der svarer til 408 hk, så præstationerne fejler ikke noget. Med et mægtigt moment på 765 Nm er 0-100 km/t overstået på 5,1 sekunder. Selv om det ikke får Tesla til at ryste i bukserne, skal du faktisk op i AMG-udgaven af den almindelige GLC for at gøre det hurtigere.
Rækkevidden er også respektabel: På den gode side af 400 kilometer blandt andet fordi Mercedes har begrænset topfarten til 180 km/t.
Stemmestyret og digital
Indvendig får EQC den ultramoderne MBUX-brugerflade med fuld digital instrumentering og udbredt brug af stemmestyring. Ved at sige ’Hey Mercedes’ kan du styre alt fra lydstyrke på radioen til at bede navigationen om at lede dig til nærmeste ladestation. Her kan du lade flade batterier op fra 10 til 80 procent kapacitet på blot 40 minutter.
EQC lancerer også en ny designstil for Mercedes’ el-mærke. Det markeres især af den store kølergrill, der med masser af sort pianolak og en enorm Mercedes-stjerne lægger stilen for kommende EQ-modeller.
På ét punkt er EQC dog ikke helt det imponerende afsæt for en ny modelserie, som man måske kunne forvente af et mærke som Mercedes: Den er ikke ’født’ som elbil og med GLC som udgangspunkt har den for eksempel en væsentligt længere front end det typisk er nødvendigt for en elbil. Med batterier i bunden og meget kompakte elmotorer, kan man skabe masser af kabineplads og mere frit lege med proportionerne i en elbil. Her bliver det tydeligt, at EQC ligner en ’normal’ SUV.
Produktion i 2019
Konkurrenter som Tesla Model X er langt mere radikale og det gælder også en anden direkte konkurrent, Jaguar I-Pace. Den første elektriske Jaguar er reelt også den første Tesla-udfordrer, der fra starten er udviklet som elbil. Sammenlignet med i-Pace ligner Mercedes EQC mere en genvej til markedet for elbiler. Kommende EQ-modeller bliver med stor sandsynlighed mere spektakulære, men nu er Mercedes i det mindste med i kampen om at give Tesla reelt modspil blandt elbilerne.
Mercedes EQC sættes i produktion i første halvdel af 2019. I Danmark gætter vi på, at prisen lander omkring 700.000 kr.