EQ hedder Mercedes’ nye undermærke, der skal konkurrere med Tesla og BMW’s tilsvarende i-serie. Første model bliver en SUV med 400 hk og en rækkevidde på 500 km.
Hvis man kan udlede en vigtig strømning på årets biludstilling i Paris, er det, at de store bilfabrikker ser ud til at satse helhjertet på elbiler. Californiske Tesla får ikke længere lov at have markedet for sig selv; i løbet af de næste 1-4 år vil vi se en bred vifte af elbiler, der angiveligt kan matche Tesla på både præstationer og rækkevidde.
Mest bemærkelsesværdig er nok Opels kompakte Ampera-e, der på Paris står i en produktionsklar udgave. Når den kommer næste år, bliver det formentlig – alt efter det danske afgiftstryk – til priser omkring 300.000 kr. og med en teoretisk rækkevidde på sensationelle 500 km.
Europas største bilproducent, VW, er klar med en lignende bil i 2020 og så er der ved at være lagt op til et folkeligt gennembrud for elbiler.
Folkelig kan man dårligt kalde Mercedes, men det tyske prestigemærke er kendt for at drive udviklingen fremad. Derfor er Mercedes’ vigtigste nyhed i Paris elbilen EQ. Navnet kan oversættes til ’elektrisk intelligens’ og skal være et undermærke for Mercedes på samme måde som rivalen BMW har deres i-modeller.
EQ viser nyt formsprog
Selvom EQ er en konceptbil, er den spændende af flere grunde: ifølge Mercedes er den forløber for en hel serie af elbiler, der er baseret på en ny platform særligt udviklet til eldrift. Platformen kan skaleres op og ned, så den – så billigt som muligt – kan knopskyde til et væld af modeller i forskellige størrelser. Som hos Tesla er batterierne placeret i bunden af bilen, hvilket gavner både vægtfordeling og pladsudnyttelse.
Den første EQ, der står i Paris, er en SUV på størrelse med den mellemstore Mercedes GLC Coupé. Formsproget er blødt og ekstremt vindglat – og ifølge Mercedes ganske tæt på det endelige design.
Teknisk er batteriet stort nok til en rækkevidde på mindst 500 km. Med to motorer – en til både for- og bagaksel – bliver EQ firehjulstrukket og får enorme kraftreserver: 400 hestekræfter og et moment på voldsomme 700 Nm. Selv om Mercedes ikke opgiver præstationer, er vi i Tesla-territorie med accelerationstider, der må blive lige så ’ludicrous’ som forbilledets.
Selvkørende og opkoblet
Tyskerne afslører også, at alle EQ-modeller vil have fire ting til fælles. De vil køre på el, være opkoblet til internettet, være i stand til at køre selv og med mulighed for at dele bilen mellem forskellige personer eller grupper.
Betjeningen bliver også Tesla-inspireret med en enorm pegeskærm og mulighed for løbende opdateringer af teknikken. Opladningen sker via induktion – altså uden kabel – og Mercedes planlægger i lighed med Tesla at tilbyde et ’hjemmebatteri’, der kan lagre billig vindmøllestrøm m natten til senere brug.
Mercedes lover at have den første EQ på gaden i 2020. Ambitionen er at være verdens førende på elbiler blandt prestigemærkerne med et salg, hvor op til fjerde Mercedes vil køre på strøm.