MG5 er en ener – på godt og ondt

MG5

BILTEST: Den elektriske stationcar MG5 Electric fra Kina har masser af plads og udstyr til en fair pris, men også flere minusser.

Hvilken bil?

MG5 Electric er noget så enestående som en elektrisk stationcar. Bogstaveligt talt, da der i øjeblikket ikke findes en eneste konkurrent i fornuftens prisleje. Størrelsesmæssigt er MG5 Electric i Golf-klassen med fornem kabineplads, et bagagerum på 479 liter og mulighed for en trækkrog, som man må hægte 500 kilo på.
Kineserbilens batteri er på 61 kWh, rækkevidden 380-400 kilometer afhængig af model, og den kan lade med op til 87 kWh i en lynlader, hvilket vil sige fra 0 til 80 procent på 40 minutter, når forholdene er optimale.
Den ganske veludstyrede MG5 Electric Comfort koster 295.000 kroner med bl.a. vognbaneassistent, blindvinkeladvarsel, skiltegenkendelse, adaptiv fartpilot, LED-lygter, bakkamera, digital instrumentering, navigation, nøglefri betjening og alufælge. Eneste anden variant er Luxury – testbilen – til 10.000 kr. mere, og for det beskedne merbeløb får man regnsensor, automatisk nedblænding af bakspejlet, 360 graders kamera, klimaautomatik, elektrisk justering af førersædet, lændestøtte i førersædet, elektrisk foldbare sidespejle, delvis kunstlæder og 17” alufælge.

Vidste du at?

Lad være at blive skuffet, når du ser MG-logoet. For de åbne tosædede sportsvogne, som britiske Morris Garages blev kendt for i det forrige århundrede, fås kun som brugte og holdes kun i live af entusiaster.
MG er et af mange triste eksempler på en hensygnende britiske bilindustri, der kun med få undtagelser har shinet de seneste mange årtier. Blandt andre Rover, BMW, British Leyland og British Aerospace har gennem tiden opgivet at holde MG kørende.

I 2006 var det endegyldigt slut, da kinesiske SAIC købte de sølle rester af MG, hvilket egentlig bare vil sige retten til at bruge navnet. Shanghai Automotive Industry Corporation er statsejet, hvilket reelt vil sige under kommunistpartiets kontrol.

SAIC’s produkter tæller udover MG blandt andet Maxus og luksusmærket Roewe, og SAIC står også på det kinesiske marked for produktionen af bl.a. Volkswagen-, Skoda- og GM-modeller.

Hvordan er førerpladsen?

Indstillingsmulighederne er fine, og det er er rimelig nemt at finde den rette afstand mellem sæde, rat og pedaler. Sæderne er dog lidt flade og korte i det, og selv med sædet kørt i bund havde mine 188 centimeter ikke ret meget luft til loftsbeklædningen. I Luxury-versionen har førersædet lændestøtte, og det er et lille plaster på såret.
Den runde gearvælger mellem forsæderne fungerer fint, trykknapperne på rattet til blandt andet lydanlæg og telefon samt knappen under den syv tommer store digitale skærm til elbagruden er lette at betjene ligesom fartpiloten, der er en stilk på venstre side af rattet under afviserstilken.
Desværre skal man her som i så mange andre nye biler gennem menuerne på skærmen for at finde frem til sædevarmen. Jeg kører altså ikke rundt i en smartphone. Jeg kører bare en bil, og det skal være enkelt og sikkert at betjene den, mens jeg kører. Et tryk på en knap, ét mærk- og/eller hørbart klik, og jeg har opnået det, jeg ville. Mere beder jeg ikke om.

Hvordan opleves kabinen?

Plasten på dørsider, instrumentbord og midterkonsol er langtfra overbevisende, og man kan godt blive lidt nervøs for tidens tand.
Ængstelsen for finishens langtidsholdbarhed blev bekræftet af stoffets syninger, der åbenbarede sig, da bagsæderyglænet blev lagt ned, og beslagene blev blotlagt. Det lignede mit niveau fra håndarbejdstimerne i 4. klasse.
Læderet på rattet virker også lidt fesent i retning af det, man så i sydkoreanske biler for 15-20 år siden.
Til gengæld er pladsen på bagsædet generelt meget fornem med fravær af kardantunnel og dermed et helt fladt gulv til glæde for passageren i midten. Men MG5 Electric lider under samme skavank som de fleste elbiler, nemlig et lidt for højt gulv for at skaffe plads til batterierne. Det resulterer i en ubekvem vinkel på voksne bagsædepassagerers ben, og på længere ture er det træls. Men der skal jo holdes lade op-pauser, så det er måske ikke så slemt.
Bagagerummet er regulært i formen, og de 479 liter er absolut godkendt. Under gulvet kan man stuve ladekablerne af vejen.

Er sikkerheden i orden?

Svaret på det spørgsmål kan kun blive et måske. MG5 Electric er nemlig ikke testet af sikkerhedsorganisationen Euro NCAP. To af mærkets øvrige modeller, SUV’erne ZS og Marvel R, er i 2017 og 2021 testet til henholdsvis tre og fire ud af fem mulige stjerner.
MG5 Electric har seks airbags og må formodes at være opbygget til at kunne modstå de fleste af de tryk, den måtte få i en crashtest. Mængden af aktivt sikkerhedsudstyr synes tilfredsstillende med automatisk nødbremsesystem. Om den opdager bløde trafikanter, vides ikke – en vognbaneassistent, advarsel mod biler i den blinde vinkel og skiltegenkendelse.
Vognbaneassistenten gør bestemt det arbejde, den er sat i verden for, men efter min smag er den lidt for emsig og formynderisk indgribende, så jeg valgte at deaktivere den.
Den adaptive fartpilot gør også det, den skal, men ikke gelinde. Ofte køresygefremkaldende med lidt for abrupte hastighedsændringer frem for en mere glidende afpasning af hastigheden. Der er masser af eksempler på, at det kan gøres bedre, så her er også plads til forbedring.

Hvordan kører den?

Komfort er kodeordet. MG5 er nærmest blød og eftergivende, men på ingen måde overdrevent krængende, hvis man skulle forfalde til lidt kvik kurvekørsel. Styretøjet er præcist nok, men ikke synderligt involverende og dynamisk.
Så overordnet er MG5 Electric bare komfortabel og frem for alt støjsvag, som elbiler jo er. Trods MG-navnet er den ikke sat i verden for at være sporty.

Hvordan er motor og opladning?

Elmotorens ydelse på 115 kW – omregnes til 154 hestekræfter – gør bilen tilstrækkeligt kvik. 0-100 km/t tager 8,3 sekunder. Batteriet på 61 kWh giver en officiel rækkevidde i den topudstyrede Luxury på 380 kilometer, 400 km i Comfort, og med blandet kørsel på så lidt motorvej som muligt og dansk sommervejr kommer man tæt på.
Bilen kan lynlade med op til 87 kW, og “optankning” fra 20 til 80 procent på en 20 grader varm dag blev klaret på lidt over en halv time. Ladeeffekten var kortvarigt oppe at snuse til 80 kW, men holdt sig i snit i underkanten af de 70. Sammenlignet med andre elbiler er en maksimal ladeeffekt på 87 kW ikke imponerende.
Trefaset hjemmeladning med 11 kW er rigeligt til en opladning natten over.

Passer prisen?

295.000 kr. for en meget veludstyret elektrisk stationcar er en meget stærk pris. De 10.000 kr., som Luxury koster mere end Comfort, bør man ikke tøve med at smide.
Importøren – Nellemann Bilimport A/S, der også står bag Kia Danmark – yder som på Kia-flåden syv års garanti (eller 150.000 kilometer) på MG-modellerne, og det vidner om en tro på produktet.  

Er der alternativer?

MG5 Electric kan indtil videre køre løs som den eneste model i det elektriske stationcar-segment. Først næste år ser vi Peugeot e-308 SW og den elektriske Opel Astra stationcar.

Så de tilnærmelsesvist nærmeste konkurrenter er i øjeblikket en forsamling af femdørs hatchbacks: Renault Megane E-Tech, VW ID.3, Cupra Born, Citroën ë-C4 og Nissan Leaf.

Den nye og meget moderne Megane koster med 60 kWh-batteri og 428 kilometers rækkevidde fra 350.000 kr., VW ID.3 med 58 kWh-batteri og en rækkevidde på 423 km står i 360.000 kr., den tilsvarende og ganske veludstyrede Cupra Born fås for 320.000 kr.
Den elektriske Citroën C4 med 50 kWh-batteri og en rækkevidde lige under 350 km koster 300.000 kr. Nissan Leaf med 59 kWh-batteri og en rækkevidde på 385 km er en slags prisbasker til 262.000 kr., men her skal man have i baghovedet, at ladestikket er af ChaDeMo-typen, der ikke er særligt udbredt og i realiteten på vej ud, ligesom ladehastigheden maksimalt er 50 kW.
Hatchback-udgaven af MG5 hedder MG4 og fås i én version, Luxury. Den koster 285.000 kr., altså 20.000 kr. mindre end MG5 Luxury. MG4’erens batteri er en smule større, rækkevidden en kende længere, og bagagerummet noget mindre – 350 liter.

Konklusion:

For: Udstyr, plads, pris, garanti
Imod: Plastik, infotainmentsystem, kvalitetsfornemmelse.
Hvilkenbil siger:

Nøgternt betragtet får man i MG5 Electric meget bil med meget udstyr for pengene. Og en lang garanti. Men det trækker ned, at man ikke kender dens sikkerhed, at den er produceret på en statsejet kinesisk virksomhed, og at finish og lækkerhedsfaktor lader noget tilbage at ønske sammenlignet med Renault Megane E-Tech, Cupra Born og VW ID.3, der kun er lidt dyrere. Men MG5 har lige nu stationcarmarkedet for sig selv, og det gør den til noget særligt.

FAKTA: MG5 Electric Luxury

Vejl. pris, inkl. lev.: 304.999 kr.Anslået kontantrabat: * 0 kr
Privatleasing: 3.895 kr./måned (15.000 km/år, førstegangsydelse 19.995 kr.)
Billigste privatleasing: 3.495 kr./måned (Comfort)
Årlig ejerafgift: 680 kr.
Garanti (mekanisk/rust): 7 år/150.000 km (alt efter, hvad der kommer først) og 7 år/ubegrænset
Garanti (batteri): 7 år eller 150.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet
Antal airbags: 6 airbags
Længde/bredde/højde: 460/182/154 cm
Bagagerum (min/max): 479/1.367 liter
Vægt: 1.562 kg
Anhængervægt med/uden bremser: 500/500 kg
Batterikapacitet: 61,1 kWh
Rækkevidde (WLTP): 380 km
Forbrug: 17,9 kWh/100 km
Ladeevne: Op til 87 kWh DC
Opladningstid: 40 minutter (0-80 pct. ved DC-lynlader)
Effekt: 115 kW (svarer til 154 hk)
0-100 km/t: 8,3 sek
Topfart: 185 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse, vognbaneassistent, blindvinkeladvarsel, skiltegenkendelse, MG Pilot (afpasser bl.a. hastighed efter vejskilte), adaptiv fartpilot, aut. nødopkald, LED-lygter for og bag, p-sensor bag, 360 graders kamera, aut. op- og nedblænding af fjernlys, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 1-zonet klimaanlæg, elektrisk justering af førersæde m. lændestøtte, varme i forsæder, dellæder, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, 4 x elruder, navigation, 7 tommer digital instrumentering, 10,25 tommer digital touchskærm, bluetooth, Apple CarPlay/Android Auto, DAB-radio, 6 højttalere, 4 USB-porte, nøglefri adgang og start, mørktonede ruder bag, 17 tommer alufælge. 

Metallak: 4.800 kr. ( * Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here