Mikrobiler med færre krav til sikkerhed og miljø skal redde Europas bilmærker fra kinesisk konkurrence. Forbilledet er japanske ’kei cars’.
Mens kineserne oversvømmer Europa med billige elbiler, sørger EU-krav for at gøre ’hjemmelavede’ minibiler så dyre, at europæiske forbrugere ikke har råd til dem.
Sådan – hårdt optegnet – er situationen for europæisk bilindustri lige nu. Og det vil Renault og Stellantis gøre noget ved.
Ifølge Automotive News forsøger de to store bilkoncerner at overbevise EU om at lempe en lang række krav til en ny klasse af helt små og billige biler. Forbilledet er de japanske ’kei cars’. Hvis de er mindre end 340 cm lange og 147 cm brede slipper de for at leve op til en række lovkrav i Japan, hvilket gør dem billigere.
Færre krav, lavere priser
Præcis det samme lobbyer Stellantis og Renault for. Deres tanke er at indføre en lignende klasse af mikrobiler under navnet ’e-cars’, der især skal slippe for skrappe EU-krav til sikkerhed som sideairbags, vognbaneassistent, overvågning af uopmærksomme chauffører og kostbare crashtests.
Sammen med stadig skrappere miljøkrav til f.eks. CO2- og partikeludledning lægger alene disse krav op til 1.400 euro – over 10.000 kr. – til prisen på en bil. Det rammer især de mindste og billigste biler hårdt. Resultatet er, at bilproducenterne enten gør de små biler meget dyrere eller helt holder op med at lave dem.
Mikrobiler næsten udryddet
I Europa har bilproducenterne hovedsageligt valgt den sidste løsning. Mikrobiler, der historisk har udgjort næsten halvdelen af det europæiske bilmarked, er efterhånden helt ude i kulden. Selv tidligere populære modeller som Citroën C1, Peugeot 108, VW Up, Skoda Citigo og Renault Twingo fremstilles ikke længere.
I løbet af de seneste par måneder har Stellantis og Renault kastet sig ind i kampen for at indføre europæiske ’kei cars’.
”Hvis Japan har ’kei cars’, der udgør 40 pct. af deres marked, er der ingen grund til, at vi ikke også skulle have dem her i Europa,” sagde John Elkann, bestyrelsesformand for Stellantis, i sidste uge. Han bakkes op af Renault-chef Luca de Meo.
Behov for billigere biler
De to chefer taler ind i en vedvarende diskussion om, at kun de rigeste lande og forbrugere har råd til at skifte til nye elbiler, som EU gerne vil have.
Særligt i Sydeuropa går omstillingen til elbiler langsommere end forventet. De nye elbiler er ganske enkelt for dyre for mange europæere.
Mindre og billigere elbiler som Renault 5 begynder ganske vist at komme ind på markedet – og der er endnu mindre og billigere elbiler på vej. Men også her ser kineserne ud til at kunne underbyde deres europæiske konkurrenter. Derfor haster det med at hjælpe europæisk bilindustri på vej ved at tillade en ny, lille og billig bilklasse på mere lempelige vilkår. Mener altså Stellantis og Renault.
Behovet for flere mindre og billigere biler i Europa er så stort, at analysefirmaet S&P Global vurderer, at salget af mikrobiler kan stige til 600.000 biler årligt. Det er 20 pct. mere end i dag.
Fakta: Kei cars
Kei cars, som Nissan Sakura på billedet, er et japansk klasse af små biler. Er de mindre end 340 cm lange og 147,5 cm brede med en maksimal motorstørrelse på 0,66 liter, slipper de med lavere afgifter og forsikringspræmier. Tanken er, at jo mindre bilerne er, desto mindre fylder de i det tætbefolkede Japan.
Kei er en forkortelse av kei-jidōsha, som betyder ”let køretøj.”
Kei cars er som regel også undtaget for det japanske krav om at eje sin egen p-plads, hvis man vil købe en bil.