Milepæl: Hver femte personbil i Danmark er en elbil

biltest tesla model y

I dag runder Danmarks bilpark endnu en milepæl: Elbiler udgør nu 20 procent af bestanden af personbiler. Væksten accelererer stadig hurtigere.

Danske forbrugere køber elbiler som aldrig før - og det kan nu ses meget tydeligt i den danske bilpark: Elbiler har nu nået en andel på 20 procent af den samlede personbilbestand i Danmark. 

Ifølge bilstatistik.dk kører der i dag 583.320 elbiler på de danske veje.

Den rekordhøje andel af elbiler er en milepæl, der markerer et markant skifte i bilparkens sammensætning. At hver femte personbil nu kører på el, understreger den hastige udvikling i markedet, hvor elektrificeringen i stigende grad præger danskernes bilvalg og den samlede omstilling af transportsektoren.

“At elbilerne nu udgør 20 procent af den samlede personbilbestand, viser, at elektrificeringen for alvor har bidt sig fast på de danske veje. At hver femte bil kører på el viser, at omstillingen ikke kun er tydelig i nyregistreringerne, men at hele bilparken er under stor transformation,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i brancheforeningen Mobility Denmark.

Politik er afgørende

Omstillingen til elbiler er gået stærkt. For 10 år siden udgjorde elbiler blot 0,33 procent af den danske bilbestand. For fem år siden var den vokset til fortsat beskedne 1,17 procent. Siden 2022 er salget af elbiler næsten fordoblet år for år.

Det tager dog tid at udskifte bilparken, og derfor vil udviklingen fortsat ske gradvist i takt med, at ældre biler udfases og erstattes af nye. Det betyder også, at de rammer, der påvirker bilkøbet i dag, får direkte betydning for, hvordan bilbestanden udvikler sig i de kommende år.

“Den udvikling, vi ser i bilbestanden, hænger tæt sammen med de politiske rammer for bilbeskatning. Den nuværende reduktion i registreringsafgiften på elbiler har været med til at drive elektrificeringen frem, men erfaringerne viser også, at ændringer hurtigt kan påvirke udviklingen. Derfor bliver det afgørende, at der skabes en langsigtet og forudsigelig model for bilbeskatningen, hvis omstillingen skal fortsætte i de kommende år, og den opgave bliver central for det nye folketing efter valget,” siger Mads Rørvig.

Tesla på toppen

Trods vigende salg og en til tider ophedet debat om Tesla-chef Elon Musk topper det amerikanske elbilmærke fortsat listen over de mest udbredte elbiler i Danmark.

Tesla Model Y (foto) er nummer ét med med knapt 48.000 eksemplarer på dansk asfalt, mens Model 3 er nummer tre med knapt 39.000 biler.

Lægger man de enkelte bilmodeller sammen, er tyske VW dog rykket forbi Tesla som danskernes foretrukne elbil-mærke.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here