Tesla-ejer Elon Musk lover ’episk’ præsentation af et nyt produkt sidst på året. Sociale medier koger med spekulationer om, hvad Tesla har på vej.
Tre korte sætninger. Mere skal der ikke til for at få nettet og sociale medier til at eksplodere med spekulationer og kommentarer. I hvert fald ikke, når de tre sætninger kommer fra verdens rigeste mand, meget ex-Trump-rådgiver og chef for Tesla, Elon Musk.
”Har lige forladt Teslas design studio.
Mest episke præsentation nogensinde sidst på året.
Nogensinde.”
Sådan lyder de tre sætninger på X, der – det må man give Elon Musk – både kickstarter nysgerrigheden og åbner op for et væld af spændende spekulationer.
Kan være færdig Roadster II
Musk uddyber ikke, hvad der er på vej fra Teslas designstudio, så der er frit slag for kloge hoveder og mere eller mindre velunderrettede Tesla-analytikere.
Umiddelbart hælder mange til, at der endelig er tale om en præsentation af en produktionsklar Roadster i anden generation.
Den første Roadster startede det hele for Tesla, og en ny version vil være en effektiv måde at sige ”Tesla er tilbage” på efter et regulært ’annus horribilis’ for Elon Musk og hans elbiler.
Præsenteret i 2018
Det vil også være på høje tid. Tesla præsenterede faktisk en ny Roadster i 2018, men modellen er aldrig sat i produktion. I stedet satsede Tesla på først Model Y og derefter Cybertruck. Siden har Elon Musk haft travlt med at kalde Tesla for et robot- og AI-selskab mere end en elbilproducent. Og sidste år stak det helt af, da Elon Musk donerede 1,7 mia. kr. til Donald Trumps valgkampagne og efterfølgende blev rådgiver for Trump, da han faktisk blev valgt som USA’s 47. præsident.
Siden er de to alfa-hanner gået fra bromance til spektakulært break-up, og det har alt andet lige givet Elon Musk bedre tid til at tage sig af Tesla.
Kan den også flyve?
I en tid, hvor konkurrenterne ikke bare har indhentet Teslas elbiler på alle parametre fra power til rækkevidde, kunne det godt være fristende at sætte tingene på plads med en vild Roadster, generation 2. Musk har tilmed antydet, at den næste generation Roadster i en eller anden form kunne blive en flyvende bil. Og det vil jo være ret episk…
Andre spekulerer i, at Tesla endelig er klar til at vise den ofte lovede ’billig-Tesla’, af mange døbt ’Model 2’. Det ville også være en episk nyhed, fordi en – hvis den er vellykket – billigere Tesla kunne sparke liv i det vigende Tesla-salg.
Endelig kan der være tale om en ny eller stærkt forbedret udgave af Tesla-robotten Optimus. Sådan en nyhed vil tale mere ind i Elon Musks aktuelle fortælling om Tesla som en high-tech virksomhed, der primært satser på robotter og kunstig intelligens.
Reelt kan det ene gæt være lige så som det andet. Kun Elon Musk og formentlig en gruppe Tesla-medarbejdere ved, hvad Tesla præsenterer inden årets udgang.
Hvis der overhovedet kommer noget: Elon Musk er berygtet for ikke at holde sine løfter – og da slet ikke sine ofte meget optimistiske deadlines.