Tesla-chef Elon Musk fastholder udrulning af selvkørende teknologi. Først i USA, derefter i Europa. Hans egen teknologi-chef er mindre optimistisk.
Midt i en salgskrise for Teslas elbiler, er det Tesla-chef Elon Musks satsning på selvkørende teknologi, der skal redde dagen for den kriseramte virksomhed. Musk har længe sagt, at Tesla i dag mere handler om selvkørende teknologi, kunstig intelligens og robotter end elbiler.
Musks udfordring er, at han har lovet og solgt selvkørende biler siden 2016 – uden at levere.
’Selvkørende’ Robotaxier
Men i juni fik Tesla et lille gennembrud med lanceringen af de første Robotaxier i en del af byen Austin i Texas. Et dusin Model Y leverer taxaservice, som Tesla markedsfører som ’selvkørende’. Fakta er dog, at der til alle tider sidder en Tesla-medarbejder i passagersædet, der kan stoppe kørslen med en såkaldt ’kill-switch’, hvis noget går galt.
Men Elon Musk bruger den begrænsede Robotaxi-service til at bevise, at Tesla nu kan leve op til det gamle løfte om at være selvkørende. Nu skal teknologien bare rulles ud til alle de Teslaer, der i dag har den såkaldte Full Self Driving (FSD) teknologi ombord.
Lover ’stratosfærisk vækst’
I forbindelse med offentliggørelsen af Teslas noget skuffende kvartalsregnskab tidligere i denne uge, gentog Elon Musk budskabet med sin velkendte optimisme:
”Vi er på tærsklen til godkendelser i mange delstater. Jeg regner med, at halvdelen af USA's befolkning har adgang til vores selvkørende biler i løbet af i år,” lød det fra chefen selv.

Ifølge Elon Musk er selvkørende Teslaer også lige om hjørnet i Europa.
”Vi forventer, at vores salg i Europa vil øge kraftigt, når vi kan tilbyde samme selvkørende muligheder som her i USA. Vi kommer til at få disse tilladelser, det er jeg sikker på. I USA kommer de første tilladelser i det indeværende kvartal. Straks vi har tilladelserne og produktet kan rulles ud, vil vi få en stratosfærisk vækst,” sagde Elon Musk til investorerne i fredags.
Verdens mest værdifulde selskab
”Det har været et spændende år – vi har gjort det, som vi har sagt, vi ville gøre, og vi har gjort det når vi har sagt, hvornår vi ville gøre det. Gør vi tingene rigtigt fremover, tror jeg Tesla har en god chance for at blive det mest værdifulde selskab i verden,” sagde Elon Musk.
Dermed lægger Elon Musk nok engang hånden på kogepladen. For holder man luppen over Teslas aktuelle fremskridt med selvkørende biler er der måske grund til mindre optimisme.
Selv om Tesla kan bryste sig af at have sendt en mindre flåde af selvkørende Robotaxier på gaden i Austin, er der adskillige uløste udfordringer.
Først og fremmest er bilerne ikke ’selvkørende’, når de kræver, at der sidder en person i bilen, der skal overvåge kørslen og være i stand til at gribe ind.
Trods den beskedne flåde af Robotaxier er der allerede registreret adskillige tilfælde, hvor bilerne har lavet potentielt farlige fejl. De amerikanske vejmyndigheder er ved at undersøge disse sager.
Ifølge Musk benytter Robotoaxier den såkaldte ’hardware 4’ (HW4), der sidder i nyere Teslaer.
Teknologichef modsiger Musk
Teslas egen chef for selvkørende teknologi, Ashok Elluswamy, måtte umiddelbart efter, at Elon Musk hævdede, at Tesla nu er klar til at rulle selvkørende biler ud til halvdelen af USA's befolkning erkende, at Tesla ikke har løst alle udfordringer med HW4-baseret selvkørende teknologi.
Det arbejder Tesla på. Først når den nød er knækket, vil Tesla kigge på de mange Teslaer, der kører med den ældre hardware 3 (HW3).
”Først vil vi blive færdige med ikke-overvåget selvkørende teknologi på HW4. Når det er sket, vil vi gå tilbage og kigge på, hvad vi skal gøre med hardware 3 bilerne,” fortalte Ashok Elluswamy.
Kan ende i retten
Og det er et problem for Tesla, der potentielt kan ende i nogle meget kostbare retssager. Sagen er, at mange Tesla-ejere har købt Full Self Driving i den tro, at deres bil ville blive selvkørende ved hjælp af an trådløs opdatering, som Elon Musk og Tesla har lovet siden 2016.
Virkeligheden er, at Tesla stadig ikke kan tilbyde ægte selvkørende teknologi i biler med den nye hardware 4. Så kan det være svært at tro på, at det kommer til at ske for gamle Teslaer med hardware 3. Og her hjælper det næppe, at Elon Musk nok engang siger, at det sker i år. Det har han sådan set sagt hvert år siden 2016.
Spørgsmålet er, hvornår en række Tesla-ejere taber tålmodigheden og slæber Tesla i retten for ikke at levere det, som mange kunder har betalt for.
Ingen fremtids-udsigter
Tesla-aktien faldt da også umiddelbart 10 pct. efter fremlæggelsen af kvartalsregnskabet og Elon Musks gyldne løfter om selvkørende Teslaer til både amerikanere og europæere.
Mod sædvane undlod Tesla at give såkaldt ’guidance’ på, hvilket forventninger selskabet har til fremtiden. Det er sjældent et godt tegn, men kan skyldes usikkerhed som følge at den amerikanske præsident Trumps konstant varierende told på biler og hans ’krig mod elbiler’.