Næste Nissan Qashqai får vovet design

Crossover-modellen Nissan Qashqai er en kolossal succes, men der bliver ikke fedtspillet, når afløseren kommer i 2014. Nissan lover radikalt, nyskabende design.

Fans af ”gadekrydset” Nissan Qashqai – og dem er der mange af i Europa – kan se frem til en radikal afløser i begyndelsen af 2014. Det afslører Nissans chef for produktplanlægning, Andy Palmer, i et interview med Automotive News Europe. Hvor mange bilfabrikker ikke vil tage chancer, men fedtspille med en forsigtig opdatering af en solid salgssucces, lover Nissan mod og nytænkning.

Der er en risiko forbundet med at ændre bilen. Det anerkender vi, men hvis du er klasseleder, bør du være innovativ. Så forvent ikke at se den næste Qashqai i samme stil med nogle få ændringer hist og her,” siger Palmer til Automotive News Europe.

Designstudiet Nissan Resonance er et godt bud på, hvordan anden generation af Qashqai kommer til at se ud. Resonance blev afsløret på biludstillingen i Detroit i januar, hvor den skiller sig ud med sine på én gang skarpe og flydende linier. Ifølge Nissan selv er Resonance skabt for at være provokerende, energisk og engagerende – ja endda i stand til at dele vandene, som et spændende bud på fremtidens crossover-design.

Skarpe streger møde flydende former på Nissan Resonance. Sådan kan den næste Nissan Qashqai komme til at se ud.
Skarpe streger møde flydende former på Nissan Resonance. Sådan kan den næste Nissan Qashqai komme til at se ud.

Japanerne har tidligere vist stor mod med biler som Micra og Juke, og lægger op til at mange stilelementer fra Resonance vil gå igen på den næste Qashqai. Dermed kan vi forvente en lidt større Qashqai, der dog bliver mere økonomisk. Det sørger en væsentligt lavere luftmodstand og ”downsizede” tre-cylindrede turbomotorer for. Qashqai skal bygges på en ny modul-platform, der kan bruges til et væld af forskellige bilmodeller og -størrelser hos både Nissan og alliancepartneren Renault.

Qashqai var et radikalt skifte for Nissan
Bag de selvsikre udmeldinger fra Nissan lurer et lille drama, for den japanske bilfabrik vil med garanti gøre meget for at bygge videre på succesen med Qashqai. Før den var japanerne nemlig i krise med svigtende salg af både Golf-udfordreren Almera og firmaflyderen Primera. Løsningen var både fræk og farlig: Nissan skrottede simpelthen de to modeller og satsede en stor del af butikken på Qashqai, der dengang var en helt ny biltype.

Nissan ramte plet. Navnet var – og er – stadig en tungeknækker – men bilkøbere over alt i Europa tog omgående det frække ”gadekryds” mellem en fornuftig hatchback og højbenet SUV til relativt lav pris til sig, da den ramte markedet i 2006. Og det i en grad, så Nissan Qashqai ikke blot er Nissans absolutte bestseller i Europa, men også den 8. mest solgte bil på vore breddegrader.

Faktisk oplevede Nissan Qashqai kun en beskeden tilbagegang i salget på én procent i rædselsåret 2012, hvor stort set samtlige konkurrenter måtte se salget rasle ned med to-cifrede procentsatser. Ret godt kørt af en bil, der med seks år nærmer sig pensionering.

Nissan Qashqai’s betydning kan nærmest ikke undervurderes. Modellen beviste, at europæiske bilkøbere i dén grad var klar til at prøve noget andet end de traditionelle biler i den snusfornuftige Golf-klasse.

Særligt designet, der signalerer maskulin eventyrlyst og terrængående egenskaber, selv om næsten alle Qashqai nøjes med almindeligt forhjulstræk, har siden dannet skole. Konkurrenterne har nærstuderet Qashqai, og det har sat yderligere fart på bølgen af såkaldte crossover-biler som Kia Sportage, Hyundai iX35, Mazda CX-5, Audi Q3 og de lidt mere kompakte Opel Mokka, Chevrolet Trax og Renault Captur.

I begyndelsen af 2014 ved vi, om Nissan gentager kunststykket og endnu en gang fornyer klassen med den næste Qashqai.

[email protected] 

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here